Den nye version af BMW X3 er med til at sætte nye standarder i klassen, som den selv skabte i 2003.
Af
Christian Nicolai Holm
Forpremiere
Motor mener: BMW X3 er en meget velkørende løsning for dem, der gerne vil have firehjulstræk uden at gå på kompromis med komforten.
De fleste vil nok køre i X3 på almindelige veje, hvor den kører lige så godt som en almindelig BMW. Men den kan faktisk klare sig i terrænet.Da BMW introducerede første generation af BMW X3 tilbage i 2003, grundlagde den bayerske fabrik samtidig en ny bilklasse, som blev døbt Sports Activity Vehicles. BMWs rationale var, at der var plads til firehjulstrækkere med et sportsligt islæt – biler, som kunne tiltrække de købere, som gerne ville have firehjulstræk, men som ikke nødvendigvis havde behov for at tumle i terrænet hver weekend.
At BMW så rigtigt, understreger den strøm af tilsvarende produkter, som konkurrenterne efterfølgende har sendt på markedet, og nu er tiden så inde til en omfattende opdatering af BMW X3. Bilen er ny fra ende til anden og læner sig nu mere op ad storebror X5 i designet. Hvor den gamle BMW X3 næsten var for pæn, er der kommet en snert af mudder-maskulinitet over linjerne, der udstråler, at den nye X3 er en bil, der kan komme frem overalt.
Kabinen er klassisk BMW. Firehjulstrækket tager sig af pløret, mens føreren nyder livet bag rattet.
I første omgang kommer X3 med to forskellige motorer: en to-liters 4-cylindret diesel i X3 20d, og en tre-liters, 6-cylindret benzinmotor i X3 35i. Begge motorvarianter er kombineret med BMWs x-Drive firehjulstræk, og dieselversionen fås enten med manuelt gear eller otte-trins automatgearkasse. Benzinmotoren er altid koblet til automatgearkassen, og som noget nyt er stop-start-automatik standardudstyr i automatgearsversionerne.
X3 er vokset, så den nu kun er 20 cm kortere end X5. Det mærkes specielt i kabinen, hvor der er fin plads både ved for- og bagsæde, og hvor bagagerummet, også takket være det kompakte baghjulsophæng, er vokset til 550 liter. Lægger man bagsædet ned, er lastvolumen 1.600 liter.
Kørestillingen er behagelig og afslappet, og udsynet fra den relativt høje siddeposition er fint hele vejen rundt.
Kabinen er klassisk BMW med alle betjeningsaggregater inden for rækkevidde, og det berømte/berygtede iDrive er naturligvis også standard. Systemet vinder som altid ved nærmere bekendtskab, og med lidt tilvænning er iDrive faktisk både let og logisk at bruge.
Alt sidder, hvor det skal. Menusystemet iDrive kræver tilvænning, men bliver hurtigt let at betjene.
Motor har prøvet BMW X3 på landevejene omkring Atlanta, og den gør en overbevisende figur. Bilen har fået elektromekanisk styretøj, som er et af det mest præcise af slagsen, vi har prøvet. X3 kører som en personbil fra BMW, og det siger ikke så lidt om køreegenskaberne, der kan være godmodigt eftergivende eller sportsligt udfordrende, alt efter førerens temperament og humør.
BMW havde indlagt en terrænbane i testforløbet for at understrege, at X3 er ment alvorligt som firehjulstrækker. Bilen klarede banen overraskende godt med tanke på, at den primært er beregnet til gadekørsel, og der er næppe tvivl om, at X3 vil kunne begå sig i stort set alle de situationer, man kan komme ud for som almindelig bilist, også på vore breddegrader.
Den nye BMW X3 produceres i USA, hvor det største marked for SUV'er fortsat ventes at være.
Når BMW havde henlagt præsentationen af X3 til USA, var det for at understrege mærkets tilknytning til sydstaterne. Den nye model skal nemlig produceres på BMWs fabrik i Spartanburg i South Carolina, hvor også X5 og X6 løber af samlebåndet. Hidtil er produktionen foregået på underleverandøren Magna Steyrs fabrik anlæg i Østrig, men her skal der fremover bygges Mini Countryman. Og da BMW forventer, at USA også fortsat vil være det største marked for X3, er det naturligt at lægge produktionen lokalt.
X3 kommer på det danske marked til januar. Priserne starter ved 745.500 kr. for BMW X3 xDrive 20d, mens automatgearsversionen koster 785.367 kr., og BMW X3 xDrive 35i koster 900.400 kr.