
Store firehjulstrækkere har haft det hårdt de senere år. Med stigende brændstofpriser, øget fokus på CO2-udslip og et generelt ønske om at mindske ressourceforbruget har denne biltype generelt set ikke ligefrem været inde i varmen. Det er med dette udgangspunkt, at BMW har finpudset en af sine største succeser i nyere tid: X5.
Ser man på de udvendige mål, er den nye X5 ikke blevet mindre. Men designet er løsnet op, så den fremstår mere elegant og på ingen måde så bombastisk som forgængeren. Det er heller ikke fordi, den er blevet meget lettere. Sammenligner man to ens udgaver af den nye og den gamle, så er vægten ganske vist reduceret med 90 kg. Men da mængden af standardudstyr samtidig er øget, er den nye X5 endt med at være lige så tung som den gamle.

Det er ret store forbedringer, og det betyder, at X5 ikke udleder meget mere CO2 end en klassisk stationcar. Samtidig er BMWs motorer allerede nu klar til de kommende Euro 6-forureningskrav. Det er bl.a. lykkedes ved at tilføje en NOx-katalysator, der anvender tilsætningsstoffet adBlue.
Uovertruffen kvalitet i BMW X5

Det første, man bemærker inde i bilen, er den imponerende kvalitet, der findes overalt. X5 er virkelig løftet op på et højt niveau. Det gælder sæder, instrumentbord, alle plastpaneler og ikke mindst betjeningen af bilen. Den bygges fortsat i USA, men materialekvaliteten er nærmest endnu bedre end på de tyske biler. Det er virkelig imponerende.
X5 kan leveres i to designlinjer: Pure Experience, som er den lidt rå udgave på billederne, og en Pure Exellence, som er en mere luksuriøs udgave.
Opprioriteret køredynamik i BMW X5

Den nye X5 kører på mange måder som en personbil, og det er kun, når det går meget stærkt gennem kurver, at man mærker en vis krængning på grund af bilens højde. Man kan skifte mellem komfort, sport og det særlige spareprogram, Eco-Pro. Dermed kan man som fører blive tilfreds, uanset om ønsket er komfort, sport eller en god kørselsøkonomi.
Tilkøber man dynamik-pakken, får man et særligt differentiale ved bakakslen, som kan fordele trækkræfterne mellem højre og venstre baghjul, så man bliver hjulpet rundt i svingene. Det fik sin debut i BMW X6, og det er altså nu også en mulighed i X5-serien.
Fleksibel kabine

I alle varianter er bagklappen elektrisk betjent, og bagagerummet er flot udstyret med aluskinner, hvor fastgørelses-øjerne kan placeres. Udsynet er generelt godt, og selv om man sidder højt, er ind- og udstigningen ganske let, idet BMW har fjernet forgængerens brede fodtrin, der ragede lidt ud i siden.
Der er meget fin plads ved både for- og bagsæderne, og selv midterste sæde bagtil byder på god plads til fødderne, idet kardanakslen løber under gulvet.
BMW X5 kører komfortabelt

Vi har endnu kun prøvet versionen med en treliters sekscylindret dieselmotor. Den virker meget harmonisk, og da alle versioner kun fås med automatgear, får man en glidende og meget støjsvag kørsel. Trods 19-tommer dæk på testbilen var kørekomforten ret høj – særligt med knappen i komfort.
I sport-mode bliver undervognen strammet op, gearkassen fastholder gearene i længere tid, og styretøjet føles mere præcist. Det er en meget markant ændring, og det er rigtig rart, at man kan skifte mellem de forskellige indstillinger. Motoren er dejlig hørbar under acceleration og falder så helt til ro, når den ønskede hastighed er nået.

Danske menuer på vej
BMW X5 tilbydes med stort set alt det udstyr, bilindustrien til dato har opfundet. Vi kan ikke remse det hele op, men vil særligt fremhæve: Automatisk nødbremse, xenonforlygter med konstant langt lys, der selv blænder ned i de områder, hvor der er trafik, 360-graders kamera til brug ved P-manøvrer, internet i bilen, head-up-display i forruden, fuldautomatisk firehjulstræk, selvstyring ved køkørsel og 100 procent automatisk parkeringssystem.

Den nye BMW X5 får premiere 16. november over hele verden. De største enkeltmarkeder er USA og Kina, men samlet set er Europa den største region for X5. Der er hidtil produceret 1,3 mio. X5, og selv om bilen var på vej ud, blev 2012/2013 et rekordår.