Motor mener: BMW Z4 er en superkompetent sportsvogn til både hverdag og fest. Men prisen nærmer sig Porsche-niveau.
Skal en bil kunne det hele på én gang, bliver den ofte et udvandet kompromis, der ikke er rigtig god til hverken det ene eller andet. Ikke desto mindre har BMW forsøgt kunststykket med den nye udgave af den kompakte sportsvogn Z4, der fra den 17. maj står hos de danske forhandlere.
Ifølge BMW klagede en del kunder nemlig over, at den gamle Z4, der kom i 2002, var for trang, hård og kompromisløst sporty i sin køremåde. Derfor skulle afløseren være mere komfortabel og anvendelig, men stadig så sporty, at sportsvogns-puristerne ikke skræmmes væk.

Sådan et foldetag er normalt tungt, men ifølge BMW er Z4-toppen kun 30 kg tungere end en kaleche, og at den nye Z4 vejer godt 90 kg mere end forgængeren, skyldes især, at den er blevet 14 cm længere. Det nedfældede tag sluger 130 af de 310 liter bagageplads, til gengæld giver toppen bedre indstigningsforhold, udsyn og hovedhøjde i kabinen, der er blevet markant rummeligere og har fået meget mere aflæggeplads.