
Det er den høje siddeposition, det gode udsyn og den gode plads i bilen, der gør de små firehjulstrækkere populære. I mange tilfælde er der slet ikke behov for træk på fire hjul, og derfor er det da også udgaven med kun forhjulstræk, der ventes at blive den mest solgte Opel Mokka. Den kører nemlig samtidig lidt længere på literen, og så er den også billigere i anskaffelse, hvilket alle sætter pris på.
Opel Mokka er tvilling til Chevrolet Trax, og de bygges begge på GMs fabrik i Sydkorea. Det gør bilen billigere at producere, og det kommer bilkøberne til gode i form af fornuftige priser.

Priserne begynder ved knap 270.000 kroner for 1.6eren og lander på knap 320.000 kroner for den firehjulstrukne 1.4 Turbo-udgave og den forhjulstrukne diesel.
Opel Mokka har begrænset trækevne
Det har fra starten været et ønske at gøre bilens vægt så lav som mulig af hensyn til brændstofforbruget, og det er lykkedes. Den mest økonomiske Opel Mokka er dieseludgaven, der kører 22,2 km pr. liter. Den lave vægt har desværre også en ulempe, idet Opel Mokka kun må trække 1.200 kg på krogen, og det er overraskende lidt for denne vogntype.

Opel Mokka kører bedst på motorvej
Højden og den robuste affjedring giver Opel Mokka mindre komfortable køreegenskaber på de små snoede landeveje. Her mærker man, at bilen har et højt tyngdepunkt og store bevægelser ved hjulophængene, og det giver en lidt bumpet kørsel.
På motorvejen er Mokka derimod glimrende, og man mærker, at bilen mest af alt er skabt til kørsel uden de store overraskelser.

Opel Mokka er en rar bil og et stort skridt for Opel, men efter vores opfattelse er bilen ikke tilstrækkelig unik til at komme i betragtning som „Car of the Year 2013”.