Chevrolet Camaro er den bil, som mange drenge og piger har drømt om på et eller andet tidspunkt i livet – ofte efter at have set den som hovedperson i flere amerikanske film, bl.a. Transformers.
Camaro har 45 år på bagen og er nu kommet i en femte generation efter at have været ude af det europæiske marked i 10 år. Dermed kan drømmene genoptages for de fleste, mens dem, der har en lille million til overs oven i købet, kan gøre drømmen til virkelighed.
Med den nye model er der skruet op for motorkraft, udseende og teknologi, mens bilens grundlæggende design fastholder de linjer, der har været med til at gøre bilen så populær i hele verden.Motor har haft fornøjelsen af at køre den nye Camaro i både en lukket og en åben udgave. I begge tilfælde er bilen udstyret med en V8-motor med magtfulde 432 hk i versioner med manuelt gear og lidt færre heste i udgaverne med automatgear.
Køreoplevelsen var noget af en blandet fornøjelse. Vi lagde ud med en tur i den åbne udgave, og straks imponeres man af motorens lydbillede, der - når man lader bare nogle af hestene galopere - er så intenst, at alle i nærheden straks drejer hovedet.
Motoren leverer uden tvivl varen og er da også selve hjertet i bilen. Knap så imponerende opleves resten af bilen.På tekniksiden overraskes vi af en automatgearkasse med store skifteryk og dårlig afstemt gearing. I udgaven med manuelt gear måtte vi bakse med en ekstrem hård og upræcis kobling, samt et gearskifte, der kræver bøffer i overarmen i en grad, der vil få svæklinge til at give op.
I kabinen mødes man af en samlekvalitet og en finish, der på ingen måde kan matche det niveau, vi kender fra tilsvarende europæiske biler.
Men der er en fin gimmick i form af de fire klassiske instrumenter foran gearstangen. De kan underholde passagererne under kørslen, for chaufføren har ikke en chance for at se dem. Heldigvis er de vigtigste informationer samlet i et standardmonteret head-up display i forruden, og det virker!
Køreindtrykket påvirkes af en undervogn, der er strammet gevaldigt op til de europæiske kunder, og som oven i købet kører på 20-tommer hjul.Det er dog, som om bilen aldrig falder helt til ro, og det blev aldrig nogen rigtig rar oplevelse at køre den baghjulstrukne hidsigprop på små snoede veje.
Camaro er derimod for alvor i sit es, når vejen er snorlige, og så er den til gengæld en helt fantastisk bil.
På den måde er Camaro præcis som mange forestiller sig: Power, design og lir, men med en indbygget mangel på raffinement.