Citroën C4 Cactus – hyggelig familiebil

Der er dømt sofahygge på første række i den nye Citroën C4 Cactus, der dog også byder på god plads og meget komfortable køreegenskaber. Prisen bliver overraskende lav.

Citroën C4 Cactus bliver let at kende i trafikken med de store „Airbumps” midt på døre og bagklap
Forpremiere

Instrumentbordet er renset for traditionelle instrumenter. I stedet står to skærme for alle informationerne, og den store i midten er pegefølsom og kan også rumme navigationsanlæg.
Instrumentbordet er renset for traditionelle instrumenter. I stedet står to skærme for alle informationerne, og den store i midten er pegefølsom og kan også rumme navigationsanlæg.
Motor mener: Citroën Cactus er en oplevelse på fire hjul, og tanken om mere komfort, mere hygge og mere teknik vil givetvis tiltale mange. Men forvent ikke køreegenskaber som i en GTI.

Citroën har et erklæret mål om at vende tilbage til de gamle dyder som producent af biler, der både kan og vil noget andet end de fleste. Første bil i lang tid med en form, der følger denne tankegang, er den helt nye Citroën C4 Cactus.

LÆS OGSÅ: Motors stortest af Nissan Qashqai

Med sit anderledes design skal bilen bygge videre på Citroëns historie som producent af ikoniske biler, og indvendigt skal anderledes løsninger være med til at understøtte oplevelsen af at køre i noget særligt.

Forsæderne glider nærmest sammen som en stor sofa. Man sidder blødt og godt, og mellem sæderne kan et stort armlæn vippes ned.
Forsæderne glider nærmest sammen som en stor sofa. Man sidder blødt og godt, og mellem sæderne kan et stort armlæn vippes ned.
Bilen har været syv år undervejs og har i mellemtiden gennemgået flere forandringer, men den grundlæggende ide om at skabe en bil, hvor alt overflødigt er skåret fra, er der holdt fast i.

I forhold til en almindelig bil i denne størrelse er vægten reduceret med ca. 200 kg, og det er opnået gennem en begavet konstruktion, hvor der er brugt letvægtsmaterialer, og hvor der er foretaget fravalg. Således kan man f.eks. ikke rulle vinduerne ned på bagdørene, ligesom bagsædet ikke er delt nedfældeligt. Cactus vejer dermed kun 965 kg.

Sjovt design inde i Citroën C4 Cactus

Mens de langsgående tagrælinger er standard i alle versioner, koster det store glastag ekstra.
Mens de langsgående tagrælinger er standard i alle versioner, koster det store glastag ekstra.
Indvendigt er der også anvendt nye materialer og nye ideer. Det ses f.eks. ved instrumentbordet, hvor et minimalistisk informationsdisplay bag rattet holder føreren opdateret, og hvor en fritstående trykfølsom fladskærm i midten styrer bilens udstyr.

Gearvælgeren i udgaven med automatgear er erstattet af blot tre knapper: Frem, Bak eller Neutral. Så kan det næsten ikke blive mere enkelt at køre bil. I loftet er der frit udsyn til himmelen gennem et vindue af specialglas, der holder solens varme uden af bilen. Dermed er der ikke behov for en afdækning, og det sparer igen vægt og gør bilen mere enkel.

En lille strop gør det ud for indvendige dørhåndtag. Lækkert og enkelt.
En lille strop gør det ud for indvendige dørhåndtag. Lækkert og enkelt.
LÆS OGSÅ: Nyeste biltest og prøvekørsler fra Motor

Enkelheden går igen ved de indvendige dørsider, hvor alt er støbt ud i et, og hvor en lille hyggelig læderlap kan bruges til at lukke døren med. Og foran forsædepassageren er airbaggen erstattet af et stort handskerum, der ligner en rejsekuffert. Airbaggen er i stedet flyttet op i loftet. Smart, enkelt og velfungerende!

Forsæderne møder hinanden i midten og kan ved behov adskilles af et stort midterarmlæn. Jo, her er der for alvor lagt op til hygge på række 1A og 1B.

Indbygget fender på Citroën C4 Cactus

Materialerne virker lækre, og funktionen af de to skærme er gennemtænkt. Desværre savner vi fortsat danske menuer i bilen.
Materialerne virker lækre, og funktionen af de to skærme er gennemtænkt. Desværre savner vi fortsat danske menuer i bilen.
Udvendigt har Citroën forsynet bilen med såkaldte „Airbumps”, og de har en dobbeltfunktion, idet de dels virker som stødfangere, der kan forhindre mindre buler i bilen, dels er med til at give bilen karakter. Man kan således bestille bilen i ikke mindre end ti forskellige farver, der kan kombineres med fire forskellige farver luftpuder på siden. Sammen med tre farver inde i kabinen giver det et hav af kombinationsmuligheder.

Bilen bygges i Madrid på den platform, der kendes fra C3, men akselafstanden er øget, så der er lige så god plads inde i bilen som i en C4. Det har også givet mulighed for et stort bagagerum, og C4 Cactus vil trods sit udseende kunne gøre det ud for en traditionel familiebil.

LÆS OGSÅ: Motors dueltest af Peugeot 2008 og Renault Captur

Bagsædet giver god plads til tre personer, men ved midterpladsen er gulvet desværre ikke helt plant.
Bagsædet giver god plads til tre personer, men ved midterpladsen er gulvet desværre ikke helt plant.
Citroën C4 Cactus kommer med enten en trecylindret benzinmotor eller med en 1.6-liters dieselmotor i en række forskellige varianter. Sidst på året dukker en turboudgave af benzinmotoren op med 110 hk. Gearkasserne vil enten være manuelle eller baseret på det robotgear, vi kender fra andre Citroën’er.

Sidstnævnte gearkasse passer meget flot til bilen og til den lille dieseludgave, og det er vores opfattelse, at hvis man tiltrækkes af bilens design og dens mange smarte løsninger, så skal man gå „all in” og også vælge bilen med det selvskiftende gear, ETG6. Det fungerer overraskende godt.

Affjedringen er i alle tilfælde til den komfortable side, og sammen med et afslappet styretøj er der dømt komfortabel kørsel for alle pengene. Man sidder trygt og godt i de bløde forstole, og trods vægtbesparelserne virker bilen godt støjdæmpet.

Bagagerummet rummer 348 liter. Af vægthensyn kan bagsædet kun foldes fremad i en del.
Bagagerummet rummer 348 liter. Af vægthensyn kan bagsædet kun foldes fremad i en del.
Billigste udgave ventes at koste 174.000 kroner, hvilket er noget lavere end det, der i første gang var meldt ud. Set i lyset af, at alle udgaver som minimum har aircondition, tagbøjler, stor pegefølsom skærm og en rimelig mængde sikkerhedsudstyr er det en fin pris.

En topudstyret udgave med selvskiftende gear, dieselmotor og glastag vil formentlig lande på 260.000 kroner.