Citroën DS3 som åben livsstilsbil

Citroën har stor succes med sin nye DS-serie af livsstilsbiler. Nu kommer den lille Citroën DS3 i en åben version, og det bringer en ny dimension ind i DS-serien.

Citroën DS3 Cabrio er næsten identisk med den almindelige DS3. Men taget er af stof og kan åbnes elektrisk
Forpremiere

Citroën DS3 Cabrio har plads til fem personer og er dermed en meget anvendelig bil i hverdagen.
Citroën DS3 Cabrio har plads til fem personer og er dermed en meget anvendelig bil i hverdagen.
Motor mener: Citroën har fundet tilbage til sin historiske rolle som skaber af unikke biler med både charme og kant. At Citroën DS3 så også kan bruges i hverdagen, gør det hele meget bedre.

Hvad siger du til en hvid bil med lilla instrumentbord, lilla ramme rundt om det matchende blå stoftag, lædersæder i samme nuance og små lækre kontraster mellem lilla og hvid på de flotte 17-tommer hjul?

Lyder det vildt, så kig lige en gang ekstra på den nye Citroën DS3 Cabrio med stoftag. Den kommer til Danmark om få måneder og vil kunne lukke foråret ind i kabinen på en ny og behagelig måde.

Bagagerummet rummer 465 liter, men åbningen er lille, og det giver problemer med store kufferter.
Bagagerummet rummer 465 liter, men åbningen er lille, og det giver problemer med store kufferter.
I stedet for det almindelige ståltag i Citroën DS3, har denne Cabrio fået monteret et elektrisk betjent stoftag i hele bilens længde. Ved et tryk på knappen over bakspejlet ruller taget helt bagud, og efter endnu et tryk vippes bagruden ned i vandret position over hattehylden, og taget kan fortsætte helt ned, så åbningen mod himlen bliver optimal.

Det giver lys og luft i stor stil til alle fem pladser i kabinen. En lille spoiler med et tætvævet net kan vippes op over forruden for at dæmpe turbulensen ved høje hastigheder.

Skab din egen Citroën DS3

Med taget rullet helt bagud forsvinder glasbagruden og dermed udsynet bagud. Sådan skal man helst ikke køre i tæt trafik.
Med taget rullet helt bagud forsvinder glasbagruden og dermed udsynet bagud. Sådan skal man helst ikke køre i tæt trafik.
I lighed med den almindelige udgave af Citroën DS3 kan også Cabrio leveres i et utal af tofarvede lakeringer, farvede kabineindretninger og stoftag med særlige mønstre og farver. Dermed kan man skabe sin helt personlige bil, og Citroën har optalt kombinationsmulighederne til over en million. Der er derfor ikke stor sandsynlighed for at naboen har en bil magen til.

Vi har studeret farverne og mønstrene tæt og må konstatere, at det knageme er flot lavet, når man tænker på, at Citroën DS3 i bund og grund er en masseproduceret bil til en næsten normal pris.

Det er ikke underligt, at DS-serien allerede er solgt i over 2.000 eksemplarer i Danmark. Merprisen for stoftaget er ca. 30.000 kr. i forhold til den almindelige Citroën DS3.

Tre motorer til Citroën DS3

Citroën DS3 Cabrio kan fås i et hav af kombinationer mellem farver, indtræk og farve på stoftaget. Dermed kan bilen gøres ret så personlig.
Citroën DS3 Cabrio kan fås i et hav af kombinationer mellem farver, indtræk og farve på stoftaget. Dermed kan bilen gøres ret så personlig.
Mindste udgave er forsynet med den nye trecylindrede benzinmotor på 1.2-liter med 82 hk. Den fås kun med en femtrins manuel gearkasse, og det er den, der med sin pris på 234.000 kr. er billigst, og dermed den, der formentlig vil blive solgt flest af.

Derudover er der en 1.6-liters benzinmotor med eller uden turbo. Disse motorer stammer fra samarbejdet med BMW og særligt turbo-udgaven er en perle med sine 156 hk.

En dieselversion med den kendte 1.6-liters motor med 90 hk og det selvskiftende ESG-gear kan være en mulighed for dem, der har et kørselsbehov, der matcher den teknologi.

Citroën DS3 Cabrio kører dejligt

Baglygterne fås i en LED-udgave med et fantastisk 3D-design, der får dem til at se næsten uendelig dybe ud. Det er flot!
Baglygterne fås i en LED-udgave med et fantastisk 3D-design, der får dem til at se næsten uendelig dybe ud. Det er flot!
Bag rattet opleves Citroën DS3 Cabrio præcis som den lækre livsstilsbil, den er tænkt som. Motor, undervogn og styretøj arbejder flot sammen og gør bilen både sjov og letkørt.

Gearskiftet er derimod ikke rigtig noget at skrive hjem om – her havde det været rart, hvis Citroën kunne tilbyde noget mere avanceret. Et automatgear til benzinudgaven med 120 hk kan muligvis kompensere for denne detalje, men det må en senere test på danske veje afgøre.

Med taget åbent er turbulensen til at leve med. Men støjen er mærkbar, når hastigheden kommer over 60 km/t., og det er derfor rart, at man blot ved tryk på en knap igen kan lukke taget, når man kører ind på f.eks. en motorvej. Taget kan betjenes ved hastigheder op til 120 km/t.

Med taget lukket er bilen rigtig flot støjisoleret – her mærker man, at der er anvendt en avanceret løsning med tre lag stof og isolerende materiale imellem lagene. Dermed er Citroën DS3 Cabrio en oplagt mulighed for solhungrende danskere, der også ved, at det danske vejr ikke altid er som i reklamerne.