Corona udsætter løb på FDM Jyllandsringen

På grund af Corona-situationen rykkes Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen til 2.-3. maj. Danish Masters Racing Festival flyttes til 30.-31. maj.

Pressemeddelelse

Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen udskydes i to uger fra 18.-19. april til 2.-3. maj på grund af Corona-epidemien. Flytningen betyder samtidig, at det historiske motorløb, Danish Masters Racing Festival 2020 på FDM Jyllandsringen, rykker fra 2.-.3. maj til 30.-31. maj.

“Vi beklager naturligvis de gener, det medfører for både tilskuere og deltagere, men vi ser på situationen med alvor og følger myndighedernes anbefalinger. Kalenderen for motorsport i Danmark involverer mange parter, men med de nye datoer er det lykkedes stadig at have tilstrækkeligt med luft mellem de forskellige løb,” siger Betina Engholm, afdelingschef på FDM Jyllandsringen.

Programmet for Åbningsløbet på FDM Jyllandsringen er ellers spækket med spændende klasser og kørere. I Super GT bliver der debut til Ronnie Bremer, og debut er der også til den nye klasse i Danmark, TCR Denmark, hvor vi blandt andre får Jan Magnussen at se. Derudover skal vi for første gang også se DEC langdistanceløb på FDM Jyllandsringen.

Ved Danish Masters Racing Festival 2020 kan man opleve alle de populære klasser i historisk motorløb, ligesom en række af landets mærkeklubber vil udstille nogle af medlemmernes flotte klassiske biler på arealerne omkring banen.

FDM Jyllandsringen forventer ikke, at det bliver nødvendigt at udskyde Åbningsløbet og Danish Masters Racing Festival yderligere, men følger naturligvis udviklingen.

“Tilskueres og deltageres helbred er selvfølgelig vigtigst, så vi følger situationen og er klar til at træffe de nødvendige forholdsregler, hvis Corona-krisen fortsætter,“ siger Betina Engholm.

Allerede købte billetter til Åbningsløbet og Danish Masters Racing Festival er gyldige på de nye datoer, men kan refunderes ved henvendelse direkte til FDM Jyllandsringen.

Kort om ÅBNINGSLØBET PÅ FDM Jyllandsringen

Ved årets første motorløb på FDM Jyllandsringen kan du opleve følgende klasser på programmet: 

  • Super GT
  • TCR Danmark
  • Legends Cup
  • DEC
  • Special Saloon Car
  • Yokohama Super Cup
  • Yokohama 1600 Challenge
  • DS3 Cup

Kort om Danish Masters Racing Festival 2020

Danish Masters Racing Festival er weekenden, hvor der er fokus på de gamle køretøjer, og i den femte udgave af løbet er der race med både moderne motorcykler og gamle biler – både standardvogne og formelbiler.

På selve racerbanen vil der også være opvisninger, og på arealerne omkring banen vil en række mærkeklubber udstille flotte klassiske biler. Du kan opleve disse klasser:

  • Historiske biler op til 1965
  • Historiske biler 1966-1971
  • Historiske biler 1972-1981 – + 1990
  • Youngtimer og Classic Car Cup
  • Historiske formelbiler
  • Super Seven Racing + Arion
  • Moderne Road Racing   

Hent billede