Dieselbil lige så ren som elbil i ny grøn test

Både diesel- og benzinbiler udleder næsten ingen skadelige stoffer i ny Green NCAP-test.
Testens grønneste bil er dog en elbil, der som den eneste opnår de maksimale fem Green NCAP-stjerner.

Pressemeddelelse

Bilkøbere kan nu købe dieselbiler med lidt grønnere samvittighed. I hvert fald hvis de køber de nyeste af slagsen. Det viser anden test fra det nye europæiske Green NCAP-program, der guider forbrugerne til de mest miljø- og klimavenlige biler.

I alt fem biler er med i den seneste pulje, og som i den første Green NCAP-test er det igen en elbil, der klarer sig bedst. Fem grønne stjerner bliver det til for 2. generation af Nissan Leaf. Ikke overraskende scorer den de maksimale 10 point i den del af testen, der omhandler udledningen af skadelige stoffer, det såkaldte ’Clean Air Index’.

Mere bemærkelsesværdigt er det, at en dieselbil som Mercedes-Benz C-klasse (220D 4Matic) opnår samme resultat. Også den scorer således 10 i testens Clear Air Index, mens testens anden dieselbil, Renault Scenic (Blue DCI 150), opnår 8,6 ud af 10 mulige point. Til gengæld kniber det lidt mere, når det gælder de to dieselbilers CO2-udslip, og derfor lander de begge på samlet tre Green NCAP-stjerner.

”Der er god grund til at være kritisk over for ældre dieselbilers miljøegenskaber, som i den grad hører fortiden til. Men som Green NCAP’s test og andre uvildige test på det seneste har vist, har producenterne fået bugt med udledningen af skadelige stoffer, der nu er tæt på nul. Det er naturligvis positivt,” siger FDMs biltekniske redaktør, Søren W. Rasmussen, der dermed ikke ser grund til at dømme den moderne dieselbil ude her og nu.

Også rundens enlige benzinbil, Opel Corsa, med den lille 1.0-motor, klarer testens Clean Air Index-del med bravur. Samlet lander den på fire Green NCAP-stjerner, testens næstbedste resultat.

”Men ser man på bilernes udledning og energieffektivitet, er der ingen tvivl om, at elbiler i dag er det grønneste valg. Bilers samlede miljø- og klimaaftryk over tid er dog et mere kompliceret regnestykke end som så. Derfor arbejder Green NCAP på at udvide testen, så forbrugerne kan få et klart billede af hele den enkelte bils samlede miljøaftryk fra vugge til grav. Det vil give forbrugerne et mere retvisende billede, når de står ude hos forhandlerne,” siger Søren W. Rasmussen.

Næste Green NCAP-test lanceres til november.

De fem testede biler:

Fem Green NCAP-stjerner

Nissan Leaf (elbil)

Fire Green NCAP-stjerner

Opel Corsa (benzin)

Tre Green NCAP-stjerner

Mercedes-Benz C220D (diesel)

Renault Scenic Blue DCI 150 (diesel)

Audi A4 g-tron (CNG gas)

Hent billede - Mercedes-Benz C-Klasse

Hent billede - Nissan Leaf