Elbilejere utilfredse med offentlige lademuligheder

Bekymringer om rækkevidde og lademuligheder fylder hos både nuværende elbilister og de mange, som overvejer en elbil, viser ny undersøgelse fra FDM, FDEL, DTU og IDA.

Pressemeddelelse

Ny undersøgelse blandt medlemmer af Elbilforeningen (FDEL) og FDM afslører både stor glæde over at køre elektrisk, men også utilfredshed med adgangen til offentligt tilgængelige ladestandere.

I undersøgelsen, der bygger på svar fra 1.792 bilejere, svarer hele 42 procent af dem, der ejer en elbil, at de er utilfredse (33 procent) eller meget utilfredse (9 procent) med den offentlige ladeinfrastruktur.

Værst står det til med muligheden for opladning ved almindelig kantstensparkering, når man er på farten. Her vurderer kun 6 procent af elbilejerne, at der er gode muligheder for at lade bilerne op. Men også når det gælder mulighed for opladning ved et større offentligt parkeringsanlæg eller i forbindelse med indkøb ligger tilfredsheden mildt sagt på det jævne med kun henholdsvis 17 og 11 procent, der vurderer mulighederne som gode.   

Noget højere ligger tilfredsheden med at lade op ved arbejdsplads eller uddannelsessted, hvor hver fjerde vurderer mulighederne som gode, mens hver anden er godt tilfredse med lynladestationer i forbindelse med lange ture.

Set i det samlede billede er der imidlertid grund til at sætte farten op med udrulningen af ladestandere, mener chefkonsulent i FDM, Ilyas Dogru:

”Danskerne har for alvor taget elbilerne til sig. Men skal vi holde kadencen og have endnu flere til at vælge elbilen til, er det helt afgørende, at vi får sat turbo på udrulningen af ladeinfrastrukturen. Undersøgelsen sætter en tyk streg under, at netop lademuligheder fortsat er en stor barriere for de mange, som overvejer at skifte til elbiler, og selv 4 ud af 10, der allerede i dag kører elbil, er utilfredse med ladeinfrastrukturen. Det er vi nødt til at tage alvorligt, hvis vi skal i mål med den grønne omstilling på bilområdet,” siger Ilyas Dogru.  

Rasmus Foged, der er forperson i Elbilforeningens politikudvalg, er enig og peger derudover på bekymringen for elbilernes rækkevidde som et tema, der bør adresseres.

”Ud over behovet for fortsat udbygning af ladeinfrastrukturen viser undersøgelsen også, at bekymringer om elbilernes rækkevidde er en betydelig barriere for at skifte til elbil. Det er derfor vigtigt at anvende registreringsafgifterne til at sikre, at elbiler med store batterier er attraktive i sammenligning med andre biltyper,” siger Rasmus Foged.

Stor tilfredshed med at køre elektrisk

I undersøgelsen er elbilejerne også blevet spurgt om, hvorvidt deres oplevelse af at køre elbil har levet op til forventningerne, før de blev elbilister. Godt 9 ud af 10 svarer, at de er tilfredse i enten høj grad eller meget høj grad.

Når det gælder gode muligheder for opladning, har boligformen dog stor betydning. Dem, der har mulighed for opladning på egen grund, er meget tilfredse med de muligheder, det giver. Men tilbage står de, der ikke har den mulighed, f.eks. fordi de bor i etagebyggeri uden mulighed for opladning på egen grund.

”Netop boligformen rejser en særlig problematik for nuværende og potentielle elbilister, som f.eks. bor i lejlighed i byerne, hvor det typisk er svært at etablere egen ladeplads,” påpeger lektor Anders Fjendbo Jensen, der er lektor på Institut for Teknologi, Ledelse og Økonomi på DTU. 

”Data fra DTU’s transportvaneundersøgelse viser, at omkring hver fjerde danske husstand med bil tilhører denne gruppe,” siger Anders Fjendbo Jensen.

Miljø vægter højt

Undersøgelsen afdækker også, at det miljømæssige vægter højt hos elbilejerne. Her angiver 8 ud af 10, at de er tilfredse eller meget tilfredse med bilens miljømæssige præstation.

Det resultat glæder Aske Nydam Guldberg, som er fungerende formand for Ingeniørforeningen, IDA:

”Svaret er som sådan ikke overraskende, for netop miljøet er vel en af de vigtige grunde til, at man vælger en elbil. Men det er glædeligt, at tilfredsheden er så høj. Så meget desto mere grund er der til, at vi får elektrificeret vores transport – og ikke kun den i bilerne – så vi kan få nedbragt CO2-bidraget fra transporten, som i alt for mange år har været smertensbarnet i den danske klimapolitik.”

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført i et samarbejde mellem FDM, Elbilforeningen, DTU og IDA. I alt 1.792 bilister har deltaget i undersøgelsen. Af dem har 516 en elbil, 151 en plug-in hybrid bil og 1.410 en benzin eller dieselbil. Data til undersøgelsen er indsamlet og bearbejdet i 4. kvartal 2022. DTU’s bidrag til undersøgelsen er støttet af EUDP gennem forskningsprojektet FUSE.

Hent grafik