Det er ikke kun prisskiltet, der på mange elbiler er i den høje ende. Også prisen på bilforsikringen er for mange højere, når bilen får ladestik. Det er både den dyrere teknologi, dyrere reparationsomkostninger og de mange hestekræfter, som trækker forsikringspræmien op.
Men der er stor forskel på, hvilken type bilister der oplever den største stigning i forsikringspræmien. Det viser en ny undersøgelse, FDM har lavet, af forskellen i forsikringsprisen for to grupper af bilister, de rutinerede elitebilister og de uerfarne nye bilister. Undersøgelsen sammenligner forsikringspriserne på 10 sammenlignelige elbiler og benzinbiler.
Noget overraskende viser undersøgelsen, at forskellen på forsikringsprisen på elbil og benzinbil er størst for elitebilisterne. I gennemsnit skal de betale 16 % mere for at forsikre en elbil i forhold til en benzinbil. Til sammenligning er der for en ny bilist kun 3 % forskel på forsikringspræmien, når valget lander på elbil.
”At der for nye bilister ikke er så stor forskel i forsikringspræmien skyldes, at det for den gruppe generelt er dyrt at forsikre en bil, uanset om den kører på el eller benzin. Mere overraskende er det, at det for en elitebilist er så meget dyrere at forsikre en elbil end en benzinbil. Forklaringen skal findes i, at elitebilisterne får tilbudt lavere pris på forsikring på benzinbiler, og derfor opleves stigningen i procent større,” siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru, som er ansvarlig for undersøgelsen.
I kroner og øre betaler elitebilister dog i gennemsnit en tredjedel mindre for deres forsikringer end nye bilister.
Står valget mellem en elbil og en benzinbil, viser FDMs undersøgelse også, at det for nye bilister i enkelte tilfælde ligefrem kan være både 10 og 20 procent billigere at forsikre en elbil end en sammenlignelig benzinbil.
Af de indhentede forsikringspriser er det for eksempel 811 kroner billigere om året for en ny bilist at forsikre en elektrisk Skoda Enyaq frem for ’benzinudgaven’ Skoda Kodiaq. Ligeledes er det 1.471 kroner billigere om året at forsikre den elektriske Kia EV6 i stedet for Kia Sportage, som kører på benzin.
Derudover viser undersøgelsen, at der generelt er et stort prisspænd mellem forsikringspræmierne. På en Tesla Model Y kan man spare op til 16.500 kr. årligt som ny bilist ved at vælge det billigste forsikringsselskab af de otte selskaber i undersøgelsen.
Og det kan især for den helt nye bilist betale sig at undersøge forsikringspriserne. I FDMs undersøgelse er prisspændet for nye bilister på de enkelte bilmodeller mindst på 11.000 kroner. Det er en stor årlig besparelse på bilbudgettet.
For elitebilister er forskellen mindre. Her er forskellen mellem de dyreste og de billigste forsikringer mellem 3.600 og 8.500 kr.
”Helt overordnet viser undersøgelsen, at der er al mulig grund til at indhente flere forsikringstilbud uanset drivmiddel. Og overvejer man en elbil, er det ikke forsikringspræmien, der skal afholde én – og slet ikke for nye bilister,” siger Ilyas Dogru.