Tusindvis af Volvo-ejere verden over vil inden længe modtage en tilbagekaldelse af deres bil.
Det sker efter, at FDM har afsløret en alvorlig fejl i bilernes automatiske nødbremsesystem, også kaldet AEB (Autonomous Emergency Breaking).
Fejlen blev opdaget i forbindelse med, at FDM testede nye førerassistentsystemer på en række biler fra flere producenter. Her blev nødbremsesystemet på en Volvo XC60 ved med at fejle, hvilket betød, at bilen ikke bremsede, som den skulle, da den blev kørt hen mod en særlig testpude, der skulle gøre det ud for en bil.
FDM kontaktede derfor Volvo, som sendte en række eksperter fra Sverige til Danmark, hvor de ved selvsyn konstaterede problemet. Volvo tog herefter bilen med til fabrikkens eget testcenter i Gøteborg i Sverige til nærmere undersøgelse. Undersøgelsen har vist, at fejlen omfatter alle Volvo-modeller produceret fra og med uge 4 i 2019 til i dag. Ifølge Volvo selv er der tale om en fejl på softwaren i nødbremsesystemet. Fabrikken har derfor valgt at tilbagekalde alle de berørte biler, så fejlen kan fjernes ved hjælp af en softwareopdatering.
”Den automatiske nødbremse i nye biler er helt afgørende for sikkerheden og skal naturligvis fungere fejlfrit. Derfor er vi også meget tilfredse med, at Volvo, helt efter bogen, nu tilbagekalder alle berørte biler. Især når der er tale om så kritisk en fejl, som betyder, at bilen ikke kan genkende og dermed bremse for biler eller bløde trafikanter,” siger leder af teknisk rådgivning i FDM, Lone Otto, og tilføjer:
”Vi forventer ikke, at alle biler altid er helt fejlfri, men vi forventer, at fejl bliver rettet hurtigst muligt, når de opdages. Især når det handler om sikkerhed. Vi kontaktede allerede Volvos hovedsæde før jul sidste år. Og selvom Volvo tog vores henvendelse seriøst, har vi siden måttet rykke for svar gentagende gange. Det undrer os, når der nu er tale om så kritisk en fejl, og det bør Volvo kunne gøre bedre,” siger Lone Otto.
Konkret vil danske ejere af de berørte modeller modtage en tilbagekaldelse via Færdselsstyrelsen. Af den vil det fremgå, hvordan og hvornår Volvo vil udbedre fejlen på deres bil. Da der er tale om en såkaldt tvungen tilbagekaldelse, har bilejerne pligt til at få rettet fejlen. Ellers vil bilen ikke kunne gå gennem næste bilsyn. FDM opfordrer bilejerne til hurtigst muligt at få rettet fejlen, da den har indvirkning på bilernes sikkerhed.
FDM har på baggrund af testen informeret blandt andet sine europæiske søsterklubber, Euro NCAP og bilklubbernes paraplyorganisation FIA.
Fejlen omfatter stort set alle Volvo-modeller herunder V90/S90, V60, XC90, XC60 og XC40. Alle produceret fra og med uge 4 i 2019 og til i dag.
Ejere kan få uddybende information på Volvo Danmarks hjemmeside eller ved deres forhandler.