En veludbygget infrastruktur er godt for både den enkelte og for samfundet. Derfor er der mange gode projekter i dagens aftale om investering i vejinfrastrukturen, mener FDM.
Af aftalens i alt 160 milliarder kroner er der afsat 64 milliarder kroner til vejene, heraf er de 52 milliarder kroner til nye investeringer. Derudover er der afsat 12,7 milliarder kroner til infrastruktur tilknyttet Lynetteholm i København herunder en havnetunnel.
FDM er overordnet tilfreds med aftalen, der er med til at sikre, at fremtidens grønne biler også har en veludbygget vejinfrastruktur at køre på.
”I FDM er vi glade for, at infrastrukturaftalen er en bred aftale mellem næsten alle partier. Det sikrer den nødvendige robusthed i planen frem mod 2035. Vi vil også gerne kvittere for, at der er indlagt et pitstop i 2028, hvor der kan foretages nødvendige justeringer i planerne,” siger adm. direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.
”Vejinfrastrukturen er helt central, når det kommer til at sikre danskerne en god mobilitet. 8 ud af 10 kilometer, danskerne transporterer sig, sker i bil. Derfor mener FDM, det er positivt, at man i den nye aftale om infrastrukturen har valgt at prioritere vejene, som man har. Både en udbygning af de eksisterende veje og etablering af nye. Vi skal investere der, hvor vi får mest mobilitet for pengene,” siger Thomas Møller Thomsen, og tilføjer:
”Vi er også tilfredse med, at der er fokus på ladeinfrastrukturen ved statsvejnettet frem mod 2030. Den grønne omstilling af bilparken er afhængig af en fornuftig ladeinfrastruktur, også når man skal krydse landet.”
En del af finansieringen til de mange nye projekter hentes fra Storebæltsbroen og Øresundsbroen. Det møder kritik fra FDM:
”FDM ærgrer sig over, at Storebælts- og Øresundsforbindelserne endnu en gang skal agere økonomiske ’malkekøer’. Det er grundlæggende forkert, at de bilister, der krydser Storebælt og Øresund, skal finansiere vejprojekter i resten af landet. Til gengæld er vi glade for, at den urimelige brugerbetaling på Kronprinsesse Marys Bro i Frederikssund afskaffes,” uddyber Thomas Møller Thomsen.
Endelig savner FDM, at partierne bag aftalen havde forholdt sig til samkørsel.
”Der ligger et stort uudnyttet potentiale i samkørsel, når det kommer til at mindske trængslen på vejene og samtidig nedbringe CO2-udledningen. Derfor savner vi, at aftalen havde sikret bedre rammevilkår for samkørsel,” siger Thomas Møller Thomsen.