Det skal være nemmere at få rådgivning om valg af elbil og adgang til enklere opladning.
Derfor lancerer FDM nu i samarbejde med Clever et helt nyt medlemskab, FDM ePlus, til de mange, der allerede i dag kører elbil, eller som har brug for hjælp til at skifte til en.
Det nye medlemskab indeholder både FDMs rådgivning og mange medlemsfordele og fordelene ved at kunne lade hos Clever, der har Danmarks største ladenetværk. Både på en ladeboks hjemme, og når man er på farten.
”Vi ved fra vores rådgivning, at det at skifte til elbil for mange er forbundet med utryghed. Især når det kommer til opladning af bilen. Det er derfor, vi nu lancerer et nyt medlemskab til elbilister. FDM har den største viden og stærkeste rådgivning om elbiler, og Clever har Danmarks største ladenetværk. Ved at samle det i ét medlemskab, tror vi, det vil give mange den tryghed og frihed, som vil gøre skiftet til elbil nemmere,” siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.
Det nye ePlus-medlemskab er et supplement til FDMs eksisterende tilbud til elbilister, som fortsat kan få rabat på opladning hos andre ladeoperatører.
Hos Clever ser man frem til samarbejdet, da det både kan gøre livet som elbilist nemmere og inspirere endnu flere til at tage skiftet fra fossilbil til elbil.
"Hos Clever arbejder vi for at inspirere danskerne til at vælge elbilen til. Derfor giver det også rigtig god mening, at vi nu kombinerer det bedste fra to verdener – FDMs rådgivning om elbiler og Danmarks bedste opladningsunivers. For netop øget tryghed om livet som elbilist samt nem og tilgængelig opladning er nøglen til, at flere danskere tager skridtet fra fossil- til elbil,” siger Casper Kirketerp-Møller, CEO hos Clever.
Clever har i dag flere end 33.000 ladepunkter på farten, herunder landets største lynladenetværk, som ePlus giver adgang til.
”Med mere end 200.000 elbiler på vejene har danskerne for alvor taget elbilerne til sig. Det er en udvikling, vi støtter i FDM. Som bilisternes forbruger- og interesseorganisation ønsker vi at tage aktiv del i den grønne omstilling, og vi arbejder for, at endnu flere får mulighed for at skifte til elbil. Her tror vi, at vores nye medlemskab kan være en hjælp. Vores mål er, at vi når en million elbiler i 2030, så bilisterne kan bevare den individuelle mobilitet i en bæredygtig fremtid,” siger Stina Glavind.
Prisen for FDMs nye ePlus-medlemskab er 799 kr. pr. måned. Installation af Clever-ladeboks i indkørslen kan tilkøbes for 4.999 kr.