FDM: Giv håndværkerfradrag for ladeboks til elbiler

Skal der skub på den grønne omstilling af bilparken, er det nødvendigt med økonomisk starthjælp. FDM foreslår, at håndværkerfradraget også skal gælde for installation af intelligente ladebokse til elbiler.

Pressemeddelelse

Ambitionerne er større, end skridtene der tages, når det gælder den grønne omstilling af bilparken. Bare 8.000 elbiler til private er der i dag indregistreret i Danmark, mens antallet af plugin-hybrider er på ca. 5.700. Dermed er der langt op til de mellem 500.000 og en million elbiler, der er det politiske mål i 2030.

Skal de grønne ambitioner nås, er det nødvendigt med forskellige former for starthjælp af elbilerne. Derfor foreslår FDM, at den såkaldte BoligJobordning, bedre kendt som håndværkerfradraget, fremover også kommer til at gælde for installation af intelligente ladebokse i eget hjem. Det gjorde det indtil 2017, hvor man fjernede det til fordel for andre ydelser.

”Elbiler og plugin-hybridbiler er i dag – selv uden afgift – dyre i indkøb. Dertil kommer omkostninger til en ladeboks og installation af den, der hurtig kan koste 10.000 kr. Skal danskerne til at tage de grønne biler til sig, er det nødvendigt at hjælpe omstillingen på vej,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru, og tilføjer:

”Her synes vi, at det vil være oplagt, hvis håndværkerfradraget igen vil omfatte en faglig korrekt og sikker installation af ladebokse. Det er desuden en billig måde at støtte den grønne omstilling, da det blot vil indgå i den eksisterende ordning med fradrag for energiforbedringer af hjemmet.”

Et andet argument, der taler for at støtte installation af ladebokse, er, at mindst 70-80 procent af opladningen forventes at ske på bopælen. Erfaringerne fra de eksisterende elbiler viser imidlertid, at det ikke er uproblematisk at lave en sikker og hensigtsmæssig elinstallation i boligerne.  

Mange danskere har et stort mobilitetsbehov. Men skal de tage elbilerne til sig, kræver det, at de overvinder deres rækkeviddeangst. Det kræver, at de kan være sikre på at vågne op til en opladet bil. Den sikkerhed giver en privat ladeboks i indkørslen. Lige så vigtigt vil det give en bedre udnyttelse af energisystemet, hvis flere får mulighed for at lade om natten, hvor vi ofte har et overskud af vindmøllestrøm. Endelig vil intelligent hjemmeopladning være med til at skabe bedre balance i elnettet. Men netop de intelligente ladebokse er ikke billige og kræver derfor en stor investering. Det vil derfor give god mening, hvis man fra politisk side sikrer forbrugerne nogle gunstige rammer,” siger Ilyas Dogru.

BoligJobordningen koster staten omkring 450 millioner kroner om året.

Hent billede