FDM: Nye biler bør have mindst fem års garanti

Forbrugerne har krav på en længere garanti, når de køber ny bil, mener FDM, som fremover anbefaler bilkøbere at gå efter nye biler med mindst fem års garanti.

Pressemeddelelse

Markedsføringen af nye biler og deres egenskaber står ofte i kontrast til længden af bilernes garanti. Især for de europæiske bilmærker har nyvognsgarantien traditionelt begrænset sig til bare to år.

Men det er alt for lidt, mener FDM, som nu skærper sine krav til nye bilers minimumsgaranti. Fremover bør en nyvognsgaranti på mindst fem år eller 150.000 km være et kriterium, mener FDM, som vil lade det indgå i sine anbefalinger ved bilkøb.

Hidtil har FDMs minimumskrav til garanti været tre år eller 100.000 km.

”Når en god garanti er vigtig, skyldes det naturligvis, at en bil ikke bare er et teknisk kompliceret produkt, men ofte også er en af de største investeringer, mange foretager sig med en forventning om, at bilen kan holde i flere år. Derfor bør man som forbruger også være bedre sikret mod produktions- og materialefejl end de to-tre år, som længe har været normen for mange bilmærker, og fortsat er det,” siger adm. direktør i FDM Stina Glavind.

FDM har gennem flere år efterlyst længere garantier. I dag har flere bilmærker kun to års garanti.

Samtidig bliver nye biler stadig teknisk mere komplicerede, hvor især nedbrud på selv nyere elbiler ofte efterlader forbrugerne med meget høje udgifter til reparation.

”Vi har i FDM gennem årene set flere eksempler på fejl på selv nyere biler, som netop skyldes medfødte produktions- eller materialefejl på dyre dele, og hvor bilimportører blot har slået ud med armene og henvist til en alt for kort garanti, mens frustrerede og skuffede forbrugere har stået med dyre reparationer eller høje værditab. Det er ikke godt nok. Derfor skærper vi nu vores minimumskrav til nye bilers garantier, hvis vi skal kunne anbefale dem. For hvis producenterne ikke selv tror på deres produkt, hvorfor skal bilkøberne så gøre det,” spørger Stina Glavind.

Selvom flere bilmærker i dag tilbyder en garanti på fem år eller mere, vil FDM i den kommende tid gå i dialog med de forskellige bilimportører om det nye minimumskrav til garantien.

Også i FDMs medlemsmagasin Motor vil man fremover møde de nye minimumskrav til garantierne. Konkret betyder det, at biler med en kortere garanti end den nye anbefaling vil få en anmærkning i Motors bedømmelse. Biler der ikke lever op til FDMs nye garantikrav, vil derfor ikke kunne opnå topkarakteren på seks stjerner.