278.000 – så mange er fra udgangen af januar medlem af FDM. Det svarer til hver 7. familie med bil. Og netop bilen og de forandringer, den står overfor, er en væsentlig del af forklaringen på medlemsvæksten.
”Der sker utroligt meget for bilisterne i disse år, og især den grønne omstilling og elbilerne har været med til at øge vores relevans. Danskerne vil gerne skifte til elbil, men det er en stor transformation for mange. Derfor har bilisterne brug for rådgivning og nogle, der taler bilisternes fælles sag, og som viser vejen for politikerne med konkrete løsninger,” siger Stina Glavind, adm. Direktør i FDM.
FDM har gennem tiden ikke været bange for at udfordre, når det kommer til forbedring af infrastruktur og trafiksikkerhed og generel forbrugerbeskyttelse. Det arbejde har FDM nu et historisk stærkt mandat til at fortsætte med. Men de mange medlemmer forpligter også på en anden måde.
”Bilen står næsten for en femtedel af CO2–udledningen i Danmark. Derfor har bilisterne, og vi som deres repræsentanter, også et ansvar for at nedbringe det tal. Vi ser det som én af vores vigtigste opgaver at tage en aktiv rolle i samfundet og tage ansvar for en bæredygtig fremtid med bil. Derfor arbejder vi også for, at flere får mulighed for at skifte til elbil,” siger Stina Glavind.
FDM vil med andre ord være med til at understøtte den grønne omstilling og målet om 1 mio. 0-emissionsbiler i 2030. Og foreningen vil i det hele taget tage en endnu mere aktiv rolle i samfundsdebatten med løsninger til, hvad det kræver at nå målet.
”Vi ønsker at aktivere bilisterne, vores medlemmer og politikerne i debatten. Og vi vil udvikle produkter, der gør det nemmere at være bilist, og vi træder ind, hvor forbrugerbeskyttelsen hører op. Derfor kommer FDM også til at lancere nye produkter og ydelser, der kan støtte danskerne i den grønne omstilling og gøre det nemmere og billigere at være bilist, ligesom vi fortsætter vores politiske indsats,” siger Stina Glavind.
I den kommende tid vil FDM rulle en større kampagne ud, der skal gøre flere opmærksomme på, hvad FDM arbejder for, og hvor man også kan se foreningens nye visuelle identitet med bl.a. et nyt logo.