Ejere af benzinbiler med såkaldt direkte indsprøjtning kan med fordel enten tilsætte rensende additiver i benzinen eller tanke benzin, der indeholder rensende additiver. En undersøgelse, FDM har lavet, viser nemlig, at brug af additiver kan have en gavnlig effekt på bilernes motor og spare bilejerne for dyre reparationer som følge af sod i systemet.
Tilsodning af motorer har ellers mest været forbundet med dieselmotorer, men kører man primært korte ture eller overvejende landevejskørsel, gælder det også for benzinbiler. Konkret vil det opleves ved, at bilerne kører kortere på literen og have en mere ujævn tomgang.
”Vores undersøgelse viser, at tilsætter man løbende additiver i benzinen, har det en tydelig gavnlig effekt i forhold til at forebygge tilsodning. Det gælder især for benzinbiler med direkte indsprøjtning, hvilket stort set alle benzinbiler har haft det de senere år. Derfor anbefaler vi nu ejere af benzinbiler at tilsætte rensende additiver,” siger leder af FDMs tekniske rådgivning Lone Otto.
FDM har undersøgt additivers effekt på syv benzinbiler. Undersøgelsen viser, at ikke alle biler bliver lige rene ved brug af additiver. Størst var effekten på bilerne med direkte indsprøjtning, mens den var noget mindre på benzinbiler med indirekte indsprøjtning. Til gengæld var der ikke nævneværdig forskel på de forskellige additiv-produkter. Heller ikke om man selv tilsætter det ved tankning, eller om man tanker benzin med additiver.
Afhængig af produktet er merprisen for at tilsætte additiver over 20.000 km på 400-1.700 kr. for en bil, der kører 15 km/l.
”Generelt må vi sige, at additiverne har en forebyggende effekt. Og tager man med, at udgiften til additiver er relativt beskeden, er det noget, vi anbefaler, at man bruger. Særligt fordi rensning af en tilsodet motor nemt kan koste 10.000 kr. eller mere. I værste fald risikerer motoren helt at skulle skiftes. Brug af additiver kan dog ikke erstatte en egentlig service af motoren. Derfor er stadig vigtigt, at man jævnligt får sin bil serviceret,” siger Lone Otto.
Der kører 1,8 millioner benzinbiler i Danmark.