FDM vinder vigtig parkeringssag om tastefejl

FDM har vundet endnu en sag, hvor en bilist har indtastet forkert nummerplade på en p-automat i forbindelse med en parkering. FDM kræver, at kommunerne ændrer praksis.

FDM har vundet endnu en sag, hvor en bilist har indtastet forkert nummerplade på en p-automat i forbindelse med en parkering
Pressemeddelelse

To bogstaver og fem tal. Sådan ser langt de fleste danske nummerplader ud. Alligevel er det nærmest umuligt at få eftergivet en parkeringsafgift, hvis en bilist er kommet til at taste fx et I (stort i) i stedet for 1 (tallet et) på automaten. Det har fået FDM til at tage endnu en sag til domstolene. Her har Retten på Frederiksberg igen givet en bilist medhold: P-afgiften skal ikke betales, da det er tydeligt, at bilisten har haft til hensigt at betale for parkeringen.

”Bilisterne skal selvfølgelig være grundige, når de indtaster deres nummerplade på automaterne eller i deres app. Men betalingen skal nogle gange gå stærkt, og så kan der ske åbenlyse fejl. Det er disse fejl, vi mener, at kommunerne er nødt at se nærmere på, så bilisterne ikke får urimelige afgifter. Det bør være muligt at lave et system, der tager højde for de typiske tastefejl i forbindelse med indtastning af almindelige danske nummerplader. Især hvis den indtastede nummerplade slet ikke findes,” siger advokat hos FDM, Morten Falk Oddershede.

Det er anden gang, FDM vinder en parkeringssag mod Københavns Kommune om åbenlyse indtastningsfejl. Alligevel er det fortsat muligt at lave fejlen på København Kommunes p-automater.

”Vi mener, at kommunerne kan og bør gøre mere for at undgå, at disse situationer opstår. Der er en række sager, hvor der ikke bør være tvivl om, at indtastningen gælder en konkret bil, selvom der er sket en tastefejl. Vi skal huske på, at bilisterne i sagerne her faktisk havde betalt for den tid, de parkerede. Derfor er vi glade for afgørelsen, som vi håber får kommunerne til at ændre praksis,” siger Morten Falk Oddershede.

De to afgørelser baner vejen for, at bilister kan få medhold i andre sager, hvor der trods tastefejl ikke er tvivl om, hvilken bil der er tale om. I første omgang anbefaler FDM bilisterne at kontakte den myndighed, der har udstedt p-afgiften, hvis de har fået en afgift for en ikke meningsforstyrrende tastefejl.

Det er fogedretten på Frederiksberg, som har afgjort, at et FDM-medlem ikke skal betale en p-afgift til Københavns Kommune, fordi bilisten havde tastet I (stort i) i stedet for 1 (tallet 1) på parkeringsautomaten.

Typiske fejl ved indtastning af parkering:

FDM modtager hver uge henvendelser fra bilister, der har fået en bøde for en fejlindtastning. De typiske fejl er disse:

  • Taster bogstav i stedet for tal
  • Taster en for lang nummerplade – eksempelvis et bogstav for meget
  • Rammer taster ved siden af – og er ikke opmærksom, når de tjekker nummerpladen til sidst

Det er de to første eksempler, FDM mener, der bør kunne laves en løsning for. Eksempelvis ved at lave et opslag i Motorregisteret, som kan fortælle bilisten, hvis bilen ikke findes.