Efter et par år med lave renter og billigt brændstof skal bilejerne i år have lidt flere penge op af lommerne. Det bliver nemlig dyrere at være bilejer i 2022 – dog kun en smule.
Helt konkret kan bilejerne se frem til en samlet prisstigning, på noget der ligner tre procent.
For en benzinbil til 200.000 kr. vil det svare til en stigning fra 3,57 til 3,67 kr. pr. km., viser FDMs store bilbudget for det nye år. Kører man 20.000 km året, bliver det altså 2.000 kr. dyrere at være bilejere i år.
Årsagen er især de stigende energipriser. Eksempelvis tager Skatterådet i år udgangspunkt i en literpris på benzin på 12,78 mod 11,31 kr. sidste år. Derudover har bilejerne også udsigt til højere priser til service og for nogle typer biler en smule højere ejerafgift.
”Bilejerne har de senere år været velsignet af lave eller stagnerede udgifter. I år er inflationen dog begyndt at røre på sig, ligesom prisen på brændstof og el er steget. Det gør det dyrere at køre til for eksempel service eller på tanken. Samtidig er ejerafgiften for nye biler nu omlagt til en CO2-afgift. For nye benzin- og dieselbiler kan det betyde en årlig prisstigning på nogle få hundrede kroner, mens ejerafgiften for især ældre dieselbiler også tager et afgiftshop i år,” siger forbrugerøkonom i FDM, Ilyas Dogru.
Det er dog ikke alle biler, der stiger lige meget. Som de seneste år viser FDMs bilbudget, at det også i 2022 vil være markant billigere at eje en elbil end en tilsvarende benzinbil. Også selvom elprisen det seneste år er steget omkring 150 procent.
”Overvejer man en elbil, er det ikke økonomien, der skal stå i vejen. Det kan godt være, at de er dyrere at købe, og at elprisen i øjeblikket er høj, til gengæld er både ejerafgiften og udgifterne til drift og vedligehold lavere. Samlet betyder det, at det over fem år koster godt 82.000 kr. årligt at eje en elbil til 350.000 kr., mens det for en tilsvarende benzinbil koster 100.000 kr. Faktisk er det samlet en smule billigere at købe og eje en elbil til 350.000 end en benzinbil til 275.000 kr.,” siger Ilyas Dogru.
Hvad det faktisk koster at eje en bil, kan for mange imidlertid være svært at få det fulde overblik over. Derfor har FDM lavet en ny beregner på sin hjemmeside, hvor man selv kan beregne sit bilbudget. Hvad enten det er en benzin-, diesel- eller elbil eller en plugin-hybrid.
”FDMs beregner gør det nemt at beregne, hvad det koster at eje eller privatlease en ny bil på tværs af drivmidler. Men også hvad det koster at hæve bilkøbet med eksempelvis 50.000 kr. for at gå et udstyrsniveau op. For selvom det både lyder af og er mange penge, er det ikke sikkert, at det påvirker det samlede budget nævneværdigt,” siger Ilyas Dogru.