Motor mener: Den topløse Fiat 500C er endnu mere charmerende en den lukkede udgave.
Da den originale Fiat 500 Nuova kom frem i 1957 havde den et stoftag, der kunne rulles sammen og forvandle bilen fra lukket til åben på få sekunder. Årsagen var simpel: stof var billigere end blik, og Fiat 500 skulle først og fremmest være billig transport for de millioner af italienere, der var vant til, at motorkørsel var ensbetydende med to hjul på en Vespa.
Det er lidt anderledes i dag, hvor Fiat 500 ikke bare er transport for masserne, men lige så meget er et stil-ikon. Og det er derfor oplagt, at Fiat genopliver det gamle foldetag i en noget mere moderne og stilsikker udgave.

Selve foldefunktionen er fuldautomatisk, simpel, men effektiv, og det nedfældede tag fylder kun en brøkdel af, hvad en rigtig kalesche ville have gjort.
Taget folder tilbage i tre trin. Første trin svarer til et åbent soltag, mens andet trin lukker taget op helt frem til lige over bagruden. Sidste trin tager glasbagruden med og folder på så sindrig en facon, at den højtsiddende stoplygte stadig sidder synligt. Hele processen tager mindre end 20 sekunder.
Når taget er foldet helt tilbage er der ikke den store turbulens i kabinen, sikkert fordi bilen som nævnt har faste sider. Der er en del støj fra vindafviseren oven på forruderammen, men den er kun nødvendig, når taget er åbnet i en af de to halvåbne stillinger, og kan låses nede, når taget er foldet helt ned.

Bilen introduceres på det danske marked i begyndelsen af det nye år, og importøren forventer, at priserne ender cirka 25-30.000 kroner højere end for den lukkede udgave. Det endelige modelprogram er heller ikke lagt helt fast.