Motor mener: Fiat Punto Evo har fået et facelift, der især har løftet kvaliteten indendørs.
Grande Punto har fire år på bagen, og i Fiats univers betyder det, at tiden er inde til et facelift, selv om det Giugiaro-signerede design stadig holder. På Fiat Punto Evo, som den nye model hedder, er Maserati-fronten blevet erstattet af en næse, der med lidt god vilje kunne have siddet på en lille Aston Martin.
Men det er i kabinen, at bilen virkelig har flyttet sig. Den oplevede kvalitet er væsentlig højere end i forgængeren, og materialevalget afslører, at Fiats designere er klar over, at overliggeren skal løftes, hvis man vil gøre sig håb om at tage konkurrencen op med specielt de tyske konkurrenter.Små biler er ikke længere skrabede biler, og mange af de kunder, der i hele Europa søger ned i mindre biler, er vant til en bedre kvalitetsfornemmelse, end bilfabrikkerne hidtil har budt på i småbil-segmentet.
Der er også sket forbedringer på vejen, hvor især styretøjet fornemmes mere præcist. Det har hjulpet en del, men Fiat Punto Evo er stadig mere godmodig end inspirerende at køre.
På sikkerhedssiden har Fiat forsynet Punto Evo med syv airbags, hvor den syvende er en knæairbag monteret under rattet til beskyttelse af førerens knæ og underben i tilfælde af sammenstød. Bilen har selvfølgelig ESC, og alle modeller har hillholder, der forhindrer bilen i at rulle ved stilstand på en bakke.Miljømæssigt har Fiat udstyret alle modeller med stop/start-funktion og gearskifteindikator, og partikelfilter er standard i alle dieselversioner.
På dieselsiden fås Fiat Punto Evo med den 1.3-liters MultiJet, som også kendes fra Alfa MiTo, men Fiats ingeniører har forsynet motoren med nye indsprøjtningsdyser, der giver en bedre forbrænding, en mere smidig motorgang og et lavere brændstofforbrug.
Benzinmodellerne omfatter dels den kendte 77 hestes 1.4-motor, dels de nye Multiair-motorer, som vi beskrev i Motor nr. 10. Det er i Punto Evos tilfælde 1.4-liters motorer på 105 eller 135 hk, som trods en højere ydelse skulle præstere en bedre og renere forbrænding med deraf følgende bedre benzinøkonomi.
Priserne starter ved 150.670 kroner og ligger generelt cirka 5.000 kroner højere end for forgængeren, som i øvrigt fortsætter i programmet et stykke tid. Merprisen for fem døre er 6.000 kroner.
Der er tre udstyrsniveauer: Active, Sport og Dynamic. Multiair-motorerne kan kun leveres i biler med de to højeste udstyrsniveauer.
Tekniske data
1.4 Active, 3-d 1.4 MultiAir Sport, 3-d 1.3D Multijet Active, 3-d
77 hk 135 hk 75 hk
17,5 km/l 17,9 km/ 22,2 km/l
150.670 kr. 163.670 kr. 240.670 kr.