
Den gamle Ford Kuga var skabt i samarbejde med bl.a. Volvo, der stadig producerer sin XC60. Egentlig kunne Kuga også have taget et par år mere, men Ford har valgt, at alle fremtidige biler skal være ens i hele verden, og da den amerikanske udgave stod over for fornyelse, måtte også den europæiske Ford Kuga lade livet.

I forhold til bilens størrelse er motorerne således blevet små og økonomiske med et valg mellem en 1.6-liters benziner eller en toliters dieselmotor. I begge tilfælde er der „kun” fire cylindre, hvilket en turbolader så skal kompensere for.
Dieselmotor klæder Ford Kuga
Vi har endnu kun prøvet dieseludgaven, og den har på ingen måde besvær med at holde bilen kørende. Faktisk har den så mange kræfter, at man kan køre med kun få omdrejninger, og det holder både støjen og forbruget nede.
I det hele taget virker den nye Ford Kuga meget komfortabelt anlagt, og vælger man versionen med dieselmotor og det glimrende Powershift-automatgear, får man en meget letkørt og komfortabel bil.

Mindre godt virker den bløde undervogn til gengæld, når man kører ad små snoede asfaltveje med høj fart. Så er kombinationen af bilens højde og dens bløde bevægelser ikke rigtig rare. Her havde det været fint, om man havde kunnet indstille undervognens karakter efter eget valg, så den kunne blive mere hård ved en sådan kørsel.
Ford Kuga med avanceret firehjulstræk

Ford kalder systemet for ’Intelligent 4WD’, idet det fungerer, helt uden at føreren skal gøre noget. Man kan følge med i fordelingen af træk mellem for- og baghjul på et lille display, og her ser man, at bilen er helt forhjulstrukken, når man kører på motorvej, mens kræfterne løbende reguleres mellem for- og baghjul ved kørsel i terræn alt efter underlagets beskaffenhed.
Det virker enkelt og er både effektivt i terræn og brændstofbesparende ved normal kørsel. Ford Kuga må trække op mod 2.100 kg.
Sikkerhed skal tilkøbes

Udstyret omfatter en fartpilot, der selv holder afstand til forankørende, et system, der hjælper med at holde bilen i vognbanen ved motorvejskørsel, et system, der holder øje med trafikanter i den blinde vinkel, automatisk op- og nedblænding, skiltelæser, træthedsovervågning, samt et automatisk nødbremsesystem, der selv bremser bilen ned, hvis man ikke har set at bilen foran holder stille.
Set i lyset af, at den nye Ford Kuga ellers er blevet 25.000 kroner billigere end forgængeren, havde det været en unik chance for at gøre Kuga til den usædvanlige bil, den faktisk er, hvis man vælger den med alt i udstyr.