
Kampen om at reducere bilernes udslip af CO2 når nye højder, når Ford inden længe sender denne særlige miljøudgave af Mondeo på gaden. Den er forsynet med en benzinmotor med bare tre cylindre og har et slagvolumen på bare én liter.
Det lyder helt forkert, når man samtidig ved, at Mondeo er en af de største biler man kan købe i den store mellemklasse. Men Motor har allerede nu haft lejlighed til at prøve Mondeo med den lille motor, og vi må konstatere, at Fords eksperiment faktisk giver god mening.
LÆS OGSÅ: Motors stortest af VW Passat

Mondeo 1.0 kommer altid sammen med en sekstrins manuel gearkasse, der fungerer fortrinligt sammen med den lille motor. Støjniveauet er i øvrigt ikke generende, men helt præcist hvordan det opfattes på en langtur, må vi vente med at få afgjort, til bilen underkastes en ordentlig test på vores breddegarder.
Spørgsmål om pris
Der er to gode grunde til, at Ford søsætter denne variant af Mondeo. Den ene er, at fabrikken har hårdt brug for en udgave, der kan være med til at holde fabrikkens CO2-udslip nede. Den lille motor sørger nemlig for, at Mondeo kun udleder 119 gram CO2 pr. km, og det er et så lavt niveau, at bilen i flere lande faktisk kategoriseres som miljøbil.
Den anden årsag er, at man i mange lande – heriblandt Danmark – beregner bilernes afgift ud fra CO2-udslippet. I Danmark får denne udgave af Mondeo således et fradrag i registreringsafgiften på 14.400 kroner. Men da afgiften i forvejen er tårnhøj, bliver prisen på den lille Mondeo stadig ret pebret.

Vi kender endnu ikke den danske importørs præcise prissætning, men lander den på de ca. 350.000 kroner, som Motor gætter på, er det ikke sikkert, at den lille Mondeo for alvor vil vinde kunder herhjemme. Nok er prisen dermed godt 40.000 kroner under udgaven med en firecylindret 1.5-liters benzinmotor med 160 hk, men spørgsmålet er, om det er nok til at få kunderne over i den grønne udgave.
Det kan vi godt tvivle på, men viser der sig en mulighed, er det i hvert fald ikke motorens karakteristik, der skal stå i vejen for et pænt salg. Det skal blive spændende at følge den udvikling, når den lille udgave af Mondeo når Danmark omkring sommertid.