Genfødt fransk elbil får et minus i sikkerhedstest

Renault har skruet ned for ambitionerne for sikkerhed i sin nye elbil, Renault 5, viser ny Euro NCAP-test. Ærgerligt, mener FDM, som efterlyser højere ambitioner hos Renault.

Pressemeddelelse

Selvom vi kun lige har taget hul på december, har juletravlheden vanen tro indfundet sig hos Euro NCAP. Hele 15 biler er med i årets sidste testpulje fra sikkerhedssamarbejdet heriblandt helt nye bilmærker som Deepal og Leapmotor fra Kina.

For danske bilkøbere samler interessen sig dog hurtigt om Volvo EX30, der er svensk/kinesiske Volvos bud på en billig elbil, og det franske ikon Renault 5, der nu er genfødt som elbil anno 2024.

Renault 5 og søsterbilen Alpine A290 klarer sig samlet set ikke til topkarakter. Bilens kollisionssikkerhed og sikkerhed for børn og voksne klarer sig kun lige akkurat til fem stjerner. Blandt andet har Renault valgt at spare en airbag mellem forsæderne væk. Det kan lyde som en lille ting, men er noget, mange andre bilproducenter i dag udstyrer deres biler med. Set i det lys skuffer de to bilmodeller. De mange nye sikkerhedssystemer er dog standard i Renault 5, men desværre virker de ikke helt tilfredsstillende, og derfor lander det samlede resultatet på fire Euro NCAP-stjerner. 

”Fire stjerner er som udgangspunkt ikke et dårligt resultat efter Euro NCAP’s skrappe krav. Når der alligevel er grund til at være skuffet over Renault 5, skyldes det, at Renault burde kunne gøre det bedre. Både i forhold til kollisionssikkerheden, men også til de vigtige sikkerhedssystemer. Det har de vist med andre modeller. Ambitionerne med den nye Renault 5 er store, og derfor er det ærgerligt, at det ikke også afspejler sig i bilens sikkerhed,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.

Anderledes er det med Volvos mindste elbil, EX30. Ved lanceringen i sommeren 2023 fik den kritik for sin betjening og indretning, der ikke matcher de traditionelle Volvo-egenskaber. Sikkerhedsmæssigt går EX30 dog ikke på kompromis med Volvo-dyderne. Bilen kører fem store stjerner i hus og kan bryste sig af en meget høj kollisionssikkerhed og en god sikkerhed for bløde medtrafikanter.

”Det er glædeligt, at Volvo trods ambitionen om at lave en billig bil har prioriteret den sikkerhed, som Volvo er kendt for. For eksempel en airbag mellem forsæderne, som Renault 5 mangler. Alle de nye sikkerhedssystemer er også standard i Volvo EX30, og blandt andet nødbremsen virker godt, når det kommer til at se og bremse for cyklister. Eneste minus er, at systemet, som skal forhindre, at man åbner bildøren op i en forbikørende cyklist, som udgangspunkt er slået fra. Det bør Volvo få rettet. Det ændrer ikke på, at Volvo EX30 er en meget sikker bil,” siger Søren W. Rasmussen.

Testens biler:

  • Audi A5: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Deepal S07: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Hyundai Santa Fe: 4 Euro NCAP-stjerner (5 stjerner med sikkerhedspakke)
  • Leapmotor C10: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Lexus LBX: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Maxus eTERRON 9: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Mazda CX-80: 5 Euro NCAP-stjerner
  • MG ZS Hybrid: 4 Euro NCAP-stjerner
  • Mini Countryman: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Porsche Macan: 5 Euro NCAP-stjerner
  • Renault 5/Alpine A290: 4 Euro NCAP-stjerner
  • Subaru Forester: 5 Euro NCAP-stjerner
  • VW Caddy: (testår 2021)
  • Volvo EX30: 5 Euro NCAP-stjerner