
Ambitionerne er enorme hos koreanerne. Om fire år vil koncernen, som producerer både Hyundai- og Kia-biler, være det største bilmærke fra Asien, og målet er at komme i top tre på verdensplan. Det mål kunne godt lyde som det rene dagdrømmeri, men ser man på, hvad der er på vej af nye bilmodeller, står det klart, at det ikke er tom snak.
Motor har netop nu fået en forsmag på, hvad der venter os. Allerede efter nytår vil vi danskere kunne sætte os bag rattet i en af de bilmodeller, der skal drive udviklingen frem. Ioniq er navnet på en ny bilserie, der består af en bilmodel i tre udgaver. Dels en batteridrevet elbil, dels en hybridversion, der kombinerer elmotor og benzinmotor, og endelig lidt senere på året en opladningshybrid, hvor batteriet kan lades op som i en elbil, men hvor en benzinmotor kan hjælpe til. Traditionelle benzin- og dieseludgaver er hevet helt af plakaten.
Skarpe priser

Vi sætter os bag rattet i den første af bilerne – en hybridbil, der kombinerer kræfterne fra en 1.6-liters benzinmotor med arbejdet fra en elmotor, der får strøm fra et lille batteri, der løbende lades op, hver gang man bremser eller kører ned ad bakke.

En skærm afslører hele tiden, hvilken motor der aktuelt er i sving, og det er nyttigt, da det til tider kan være svært at afgøre, om bilen kører på strøm eller benzin i den aktuelle situation. Selv ved hastigheder over 100 km/t., kan vi til tider se, at benzinmotoren er slukket, og at elmotoren alene står for fremdriften.
Vi kender ikke prisen for hybridudgaven endnu, men lander den under de 300.000 kroner, som den danske importør sigter efter, er det en skarp pris.
Hybridudgaven går ifølge fabrikken over 29 km på en liter benzin, og under vores første prøvekørsel var det ikke svært at holde den omkring de 25 km/l i praksis. Det er flot.
Elbil kører op til 280 km

Det første, man bemærker, er, at gearstangen er udskiftet med et par trykknapper, der benyttes til at vælge kørselsretning. Det giver god plads mellem forsæderne til en taske eller andre småting, og øger brugsværdien fra et ellers udmærket grundniveau.
Elbilen er utrolig letkørt, og Hyundai har gjort meget for at sikre en glidende acceleration, når man træder på speederen. Det er uden tvivl en af de bedste elbiler, vi har prøvet, selv om accelerationen trods alt ikke kan nå et Tesla-niveau.
Ifølge Hyundai kan batteriet levere op til 280 km på en opladning, der i øvrigt kan klares på ned til 25 minutter, hvis man benytter lynlader. En almindelig hjemmelader kan klare opgaven på fire timer og 25 minutter.
Prisen for elbilen er endnu under forhandling, men Hyundai forventer en pris noget under hybridudgaven, og det kunne ligne et niveau omkring 75.000 kroner, når den dukker op først i det nye år.
Højt sikkerhedsniveau

Som følge af teknikken er der også automatgear i alle udgaverne, og vælger man det højeste udstyrsniveau, følger lædersæder med indbygget varme og kulde, soltag og en del andet lækkert udstyr.
På sikkerhedssiden får alle udgaver af Ioniq som standard en nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere, og som hele tiden er aktiv. Det system virker sammen med en adaptiv fartpilot, der løbende holder afstanden til forankørende biler. Den fungerer næsten ned til stilstand og har bløde reguleringer og er stærkt vanedannende. Alene den er en god grund til at vælge Ioniq, når bilerne dukker op straks efter nytår.
Den tredje udgave er opladningshybriden, og den ventes at nå Danmark sidst i 2017.