Logo

Import af bil til Danmark: Sådan fungerer det

Guides

Bilkøb, leasing og salg af bil

20. oktober 2025

Af FDM

Der er flere ting, som du skal have styr på, hvis du vil importere en bil fra udlandet. Her får du hjælp til at få overblikket over krav og regler.

Der kan være penge at spare på at købe en brugt bil i udlandet og importere den til Danmark, men det er ikke ukompliceret. Du skal sætte dig grundigt ind i både lovgivning og økonomi, så du ikke får ubehagelige overraskelser undervejs.

Hvis du ikke har importeret en bil før, kan du risikere at støde på mange faldgruber.

Som medlem af FDM kan du altid kontakte vores rådgivning, hvis du har brug for hjælp eller blot har spørgsmål til bilimport. I rådgivningen sidder eksperter, der kan hjælpe dig med både de juridiske og tekniske spørgsmål.

Læs mere: Kontakt FDMs jurister og teknikere

Hvad skal du undersøge inden import af bil?

Før du giver dig i kast med at importere en bil fra udlandet, er det vigtigt, at du overvejer det grundigt. Man kan nemt tro, at der er meget at spare ved at importere en bil, men det er langt fra altid sikkert.

Undersøg derfor hvilke omkostninger, du har ved importen, og få et bindende svar på bilens registreringsafgift fra Motorstyrelsen, inden du køber bilen i udlandet. En del bliver overraskede over, hvor meget registreringsafgift de ender med at skulle betale.

Vær opmærksom på øvrige omkostninger og transportudgifter, der er forbundet med at få bilen hjem. De kan være betydelige, hvis f.eks. bilen skal transporteres hjem på lad. Husk også på udgifter til rejse og eventuelt ophold undervejs.

Hvordan forbereder du import af bil fra udlandet?

Når du har besluttet dig for hvilken bil, der passer til dine behov, så kan du søge efter den konkrete bil i udlandet f.eks. via hjemmesider som mobile.de og autoscout24.de.

I de udvidede søgninger på hjemmesiderne kan du definere specifikke ønsker til f.eks. udstyr. Når du finder et eller flere match på interessante biler, så husk at tjekke, at det stadig er en god pris i forhold til samme bil og udstyr i Danmark.

FDM anbefaler generelt, at du importerer bil købt via en forhandler og gerne en større mærkeforhandler. Det giver større tryghed, og du kan ofte bedre stole på informationerne om bilen. Det kan også være en mulighed at forhandle en aftale om "Europa-garanti", så du får mulighed for at benytte et værksted i Danmark, hvis der viser sig fejl på bilen efter købet.

Det kan også betale sig at undersøge, om bilen kan blive testet på stedet. I Tyskland tilbyder både ADAC, DEKRA og TÜV brugtbiltest. Bestil testen i forvejen, så du ved, at der er tid til dig, når du ankommer.

Husk at undersøge på forhånd, hvordan du får bilen transporteret hjem. Skal du f.eks. bruge danske prøveplader, skal du anskaffe disse i forvejen via Motorstyrelsen. Det kan også være, at bilen skal transporteres af en vognmand. Her er det en god idé at indhente flere tilbud på forhånd.
Hvordan køber du en importbil i udlandet?

Du skal undersøge flere ting, når du står hos forhandleren eller den private sælger i udlandet og skal til at købe og betale for din importbil. Gennemgå bilen for skader og tag en prøvetur i den.

Det er vigtigt, at du undersøger flere detaljer, så du er sikker på at gøre en god handel, når du køber din importbil. Få overblikket her:

Hvordan foregår hjemtransport af importbil?

Der er flere muligheder for at få importbilen hjem. Du kan overveje eksport- eller prøveplader, ligesom det er muligt at køre på sælgers plader, hvis bilen er indregistreret og forsikret.

Hvordan udregnes afgiftsberegning for importbil?

Når du har fået danske plader på din importerede bil, skal du betale dansk registreringsafgift. Det sker ud fra en afgiftsberegning. Grundlaget for beregning af registreringsafgiften afhænger af, om bilen kan anses som ny, brugt eller som veteranbil. Der er forskellige regler, hvis bilen er fra et EU-land, eller hvis den importeres uden for EU.

Vi har samlet reglerne for afgiftsberegning, så du kan få overblikket.

Læs mere: Sådan fungerer afgiftsberegning af importbilen