Der er særlige krav til dokumentation ved et registrerings-toldsyn, hvilket betyder, at du skal medbringe den originale udenlandske registreringsattest.
Hvis den originale registreringsattest ikke kan fremskaffes, skal der vedlægges tilladelse fra SKAT/Motorstyrelsen til at syne køretøjet uden dokumentation for tidligere registrering.
Hvis du har medbragt en kopi af den udenlandske registreringsattest, anvendes denne, indtil der ved genfremstilling eller omsyn er medbragt den originale registreringsattest eller dokumentation fra SKAT.
Hvis ikke din udenlandske registreringsattest i pkt. G, indeholder oplysninger om køreklar vægt, skal du medbringe en vejerseddel.
Ved værdifastsættelsen er det vigtigt, at der er foretaget korrekt udregning af km/l, dette er en livslang afgift på køretøjet. Derfor bør du fremskaffe et COC-dokument på køretøjet, hvor alle oplysninger er tilgængelige for, at dit køretøj bliver registreret korrekt i Motorregisteret.
Der kan i visse situationer opstå situationer, hvor køretøjet ikke har et COC-dokument. Her skal der fremskaffes supplerende dokumentation eller en dataerklæring. Vi vil ved synet rådgive herom.
Din sikkerhed for at alle informationer overføres
Vi indtaster alle oplysningerne i Motorregisteret. Umiddelbart efter told- og registreringssynet kan du værdifastsætte dit køretøj på SKATs hjemmeside. Det gør du i din skattemappe under “Motorregister”.
Hvor længe er et toldsyn gyldigt?
Et registrerings-toldsyn har en gyldighed på fire uger og træder først i kraft ved den endelige godkendelse af køretøjet.