Hver fjerde klip i kørekort skyldes mobilsnak

Brug af håndholdt mobil bag rattet koster hver dag 65 bilister en bøde og et klip i kørekortet. Et alt for højt tal, mener FDM.

Pressemeddelelse

Selvom bilen er sat i gear, og speedernålen bevæger sig opad, har mange bilister stadig svært ved at lægge mobiltelefonen fra sig. Derfor havde politiet også sidste år travlt med at uddele både bøder og klip i kørekortene. Siden september 2019 har det nemlig ikke bare kostet 1.500 kr. i bøde at tale i håndholdt mobil bag rattet, men også et klip i kørekortet. Derudover skal der betales 500 kr. til Offerfonden.

Af de 91.985 klip i kørekort, politiet uddelte sidste år, var de 23.376 for brug af håndholdt mobiltelefon. Det svarer til hvert fjerde klip – og knap 65 klip om dagen alene for denne forseelse. Det viser tal, FDM har indsamlet fra landets 12 politikredse. 

”Uopmærksomhed og manglende orientering er en medvirkende årsag i mere end 60 procent af dødsulykkerne i trafikken. Derfor er det både bekymrende og ærgerligt, at så mange bilister stadig sidder med mobiltelefonen i hånden under kørslen,” siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange og tilføjer:

”Kører man 80 km/t., bevæger bilen sig 89 meter på fire sekunder. Det siger sig selv, at det kræver, at man har opmærksomheden på trafikken og ikke alle mulige andre steder.”

De 23.376 klip for mobilsnak er godt 1.000 færre end i 2020, hvor 24.484 bilister fik både en bøde og et klip i kortet for forseelsen. Tallene fra politikredsene viser også, at der er forskel på, hvor mange klip og bøder der blev uddelt i kredsene.  

Færrest klip for mobilsnak blev der givet i politikredsene på Bornholm og i Nordsjælland med henholdsvis 76 og 976 klip, mens Københavns Politi var flittigst med ’saksen’. Her blev det til 5.529 klip i 2021. Procentvis blev de fleste klip givet for håndholdt mobil i Sydsjælland og Lolland-Falsters Politikreds, hvor hele 38 procent af alle klip skyldtes håndholdt mobil bag rattet. Bag tallene gemmer der sig dog en forskel i politiindsatsen. Politiet gør opmærksom på, at nogle klip efterfølgende kan være blevet annulleret

”Alle kan begå fejl i trafikken, men brug af håndholdt mobil bag rattet er ikke noget, man uforvarende kommer til. Ingen opkald eller beskeder er vigtigere end ens egen og andres trafiksikkerhed. Vi kan kun opfordre politiet til at øge kontrollen på området, men vi kommer heller ikke uden om, at det kræver en kulturændring hos mange bilister. Derfor kan vi også kun gentage budskabet om at køre bil, når man kører bil,” siger Dennis Lange.

Hent billede