Hyundai Santa Fé med overskud

Tredje generation Hyundai Santa Fé skruer op for design, komfort og motorteknik. Modsat det normale kommer kun topmodeller til Danmark

Krom og bløde, næsten sportslige SUV-linjer giver den nye Hyundai Santa Fé en markant fremtræden.
Forpremiere

Hyundai Santa Fé har droppet det klassiske offroad-look og er blevet otte cm lavere.
Hyundai Santa Fé har droppet det klassiske offroad-look og er blevet otte cm lavere.
Motor mener: Hyundai Santa Fé er en komfortabel og generelt vellykket SUV med god værdi for pengene.

Store firehjulstrækkere har overvejende fremtiden bag sig i Danmark. Det er en skam i den forstand, at de som alle andre biler bliver bedre og bedre.

Det gælder også Hyundai Santa Fé, der er på vej i tredje generation, og trods det beskedne danske salg af store SUV-modeller er den danske Hyundai-importør frisk på at tage den nye Santa Fé i programmet. Det bliver kun i én version, nemlig den allerdyreste med største motor og „med det hele”. I første omgang standardversionen på 4,69 meter og med syv sæder og senere også en forlænget version.

Kun største Hyundai Santa Fé til Danmark

Kabinen er blevet flottere i designet, og nogle steder er materialerne lækre, men andre steder er der sparet for meget på plastkvaliteten
Kabinen er blevet flottere i designet, og nogle steder er materialerne lækre, men andre steder er der sparet for meget på plastkvaliteten
Den nye Hyundai Santa Fé bygger videre på platformen fra den forrige, men er ellers totalt fornyet med nyt karrosseri, forbedrede køreegenskaber, en flottere kabine og bedre motorer.

Danske kunder får „kun” den største 2,2-liters dieselmotor med næsten 200 hestekræfter, en særdeles tyst og kultiveret optræden, solidt kraftoverskud og en officiel brændstoføkonomi på 17,5 km pr. liter (14,9 med automatgear). På mystisk vis har Hyundai glemt stop-start-teknik.

Det sekstrins manuelle gear er en fornøjelse at håndtere, men automatgear ventes at være standard i Danmark. Også det er velfungerende og omsider helt moderne med seks trin. Der kan skiftes manuelt fra rattet.

Firehjulstræk bliver ligeledes standard i Danmark. Det er af den automatiske type, der normalt trækker på kun forhjulene, men kan ellers kan sende op til halvdelen af kræfterne til baghjulene. Et differentialespær kan låse for- og bagaksel sammen under vanskelige forhold, og en „downhill”-funktion gør det nemmere og mere sikkert at køre ned ad stejle offroad-bakker.

Hyundai Santa Fé er komfortabel

Vognbaneassistent, differentialespærre, 220 volt vekselstrøm og downhill-hjælp er blandt Hyundai Santa Fés udstyrsmuligheder.
Vognbaneassistent, differentialespærre, 220 volt vekselstrøm og downhill-hjælp er blandt Hyundai Santa Fés udstyrsmuligheder.
Kombinationen af den fine motor og en godt støjdæmpet kabine giver en meget komfortabel kørsel. Det gælder i øvrigt også i rimelig grad affjedringen, selv i testbilerne, hvor nogen havde skruet 19-tommer-fælge på.

Styretøjet – nu elektro-hydraulisk – er ingen udpræget fornøjelse, og valgmuligheden for sport, komfort og normal gør hverken fra eller til.

Trods uændret akselafstand og sænket taglinje har den nye Hyundai Santa Fé lidt bedre benplads på både første og anden række. Et næsten fladt gulv giver i det hele taget god komfort ved bagsædet, og bagagerummet sluger 534 liter med tredje række lagt ned og ca. 1.680 liter i gulpladeversioner.

Hyundai Santa Fé er ikke med i forreste række, når det gælder ny teknologi, men byder dog på automatisk parkering og vognbaneassistent. Bilen har som første Hyundai en motorhjelm, der popper afværgende op, hvis en blød trafikant skulle blive ramt. Den funktion er med til, at Hyundai selv tror, at Santa Fé kan få fem stjerner i Euro NCAPs kollisionstest.

I den absolut praktiske udstyrsafdeling fås et 220 volt strømudtag i bagagerummet.

Hyundai Santa Fé beholder navnet

Målgruppen for den nye Hyundai Santa Fé i Danmark er professionelle brugere, der skal have en stor bil med god trækkraft, og private, der vitterlig har brug for at kunne trække meget, f.eks. heste- og bådtrailere. Og her er Santa Fé godt med: 2.500 anhængervægt med manuelt gear. Oplysninger om den automatiske foreligger ikke.

Skulle nogle undre sig over, at bilens navn stadig henviser til en by i New Mexico og ikke er rettet ind efter det nye nomenklatur og omdøbt til ix45, er der en forklaring. Santa Fé-navnet er så stærkt et „brand” efter 12 år på banen og 2,5 mio. solgte eksemplarer, at Hyundai ud fra marketingbetragtning ikke turde droppe navnet.

Den nye Hyundai Santa Fé kommer til Danmark til november.