Japansk/fransk Citroën C4 Aircross

Citroën C4 Aircross er en kompakt SUV, der baserer sig på en Mitsubishi, men Citroën har gjort sig umage med at europæisere bilen. Bl.a. kan den køre op til 21,7 km pr. liter.

C4 Aircross virker flot, og det er ikke til at se, at den baserer sig på en Mitsubishi.
Forpremiere

Citroëns nye SUV er en kompakt sag på blot 4,34 meters længde, men akselafstanden er hele 2,67 m.
Citroëns nye SUV er en kompakt sag på blot 4,34 meters længde, men akselafstanden er hele 2,67 m.
Kun i en enkelt fortalelse blev ordet „Mitsubishi” nævnt, da Citroën over for europæisk presse skulle præsentere sin fine nye SUV kaldet C4 Aircross.

Der var ellers grund nok til at nævne det japanske mærke. Dels er Citroën’en grundlæggende en Mitsubishi ASX, dels har Citroën i overraskende stort omfang ændret på den japanske version. Så hvorfor ikke tage tyren ved hornene og fortælle om ligheder og især om forskelle?

Forskellene er nemlig langt mere end blot forskellige logoer. Udvendigt er det kun døre og forrude, som C4 Aircross har fælles med ASX. Selv bagruden er forskellig, og anstrengelserne betyder, at Citroën’en fremstår helt anderledes og virker særdeles vellykket med sit udseende.

Kabinen i C4 Aircross har fået et kvalitetsløft i forhold til Mitsubishi ASX, men der er ikke den ringeste lighed med C4.
Kabinen i C4 Aircross har fået et kvalitetsløft i forhold til Mitsubishi ASX, men der er ikke den ringeste lighed med C4.
Citroën har f.eks. insisteret på, at Aircross skulle have meget større hjul, så den franske udgave fås med helt op til 18 tommer. Standard er 16.

En stor indsats er gjort for at give C4 Aircross Citroëns egen 1.6 diesel, som er optimeret ekstra meget. Dels virker den harmonisk til bilen, dels har den en rekordflot brændstoføkonomi for en SUV: 21,7 km pr. liter.

Vælger man den firehjulstrukne version, er normtallet stadig over 20 km/l.

Den store diesel, som er fra Mitsubishi, har mærkbart flere kræfter, men også en noget uskøn dieselknitren. Benzinmotoren er også japansk.

Helt op til 18 tommer fælge fås til Aircross. Det klæder SUV'en.
Helt op til 18 tommer fælge fås til Aircross. Det klæder SUV'en.
Undervogn og styretøj er tunet over i vellykket, fransk stil med øget komfort, om end versioner med 18 tommer fælge kan være lidt barske på dårlig vej. Og nej, trods Aircross-navnet har bilen ikke luftaffjedring.

Firehjulstræk fås til begge dieselmodeller mod en merpris på 40.000 kr. Firehjulstrækket er af typen, der normalt trækker 98 procent på forhjulene, og ved hjælp af en drejeknap kan man anmode om, at op til 50-70 procent af momentet efter behov automatisk sendes til bagakslen.

Anhængervægtene er kun moderate: 1.100-1.400 kg uanset om bilen har to- eller firehjulstræk.

Bagagerummet er fornuftigt for en kompakt SUV: 442 liter.
Bagagerummet er fornuftigt for en kompakt SUV: 442 liter.
I kabinen har materialerne fået en fin opgradering, og Citroën har udviklet et stort glastag med LED-loftbelysning. Men Mitsubishi-ophavet betyder, at flere normale Citroën-funktioner ikke fås. Det gælder vognbane-assistent og blindvinkel-alarm.

C4 Aircross har en meget handy størrelse på blot 4,34 meters længde – det samme som den almindelige C4. Akselafstanden er til gengæld meget større, plus seks cm, så bagsædepladsen er god.

Billigste version koster 344.000 kr., og det virker ikke forskrækkende for typen, men det er dog 40.000 kr. højere end Mitsubishis listepris for ASX. Den store diesel er 89.000 kr. dyrere, så også af den grund ligner 1.6 HDI – der kun fås hos Citroën – det klart bedste valg.