Motor mener: Niro er et frisk pust med fornem brændstoføkonomi, høj komfort og fin plads. Stor ros til Kia for at gøre avanceret nødbremse til standard.
Med boomende salg af hybrider (læs: fra Toyota) og crossovers ser Kia et lille vakuum i bilmarkedet, som Niro fra november skal fylde ud. Det kan meget vel være rigtigt, selv om det kan blive kompliceret for Kia at fortælle om Niros plads i verden.
Den nemmeste forklaring er, at den er en crossover som konkurrent til Nissan Qashqai og Toyota C-HR. Rummeligheden er næsten den samme, selv om Niro er lavere.
I modsætning til de to er Niro udelukkende en hybridbil og på mange måder en temmelig avanceret bil med en del aluminium, lyddæmpende forrude, dobbeltkoblingsgearkasse og – lidt senere – mulighed for at bilen tilpasser brændstofforbruget efter vejens kurver og stigninger.
Designet virker derimod ikke særlig avanceret eller markant trods brug af en masse effekter. På det punkt står den stationcaragtige Niro i skyggen af Sportage.
Teknisk set stråler Niro som sin egen – bygget på en helt ny hybridplatform, som kun deles med den nye Hyundai Ioniq.
Mens Toyotas hybrider får et skår i køreglæden med deres CVT-gear og misforhold mellem lyd og køremåde, har Kia ofret en sekstrins dobbeltkoblingsgearkasse på sagen og køredynamikken.
Gearkassen, der er bygget sammen med elmotoren og trækker på forhjulene, sørger for traditionelle, men helt bløde skift. Ved at vælge ”sport” bliver skiftene – stadig automatiske – mere kontante. Det er også muligt at skifte manuelt.
Niro er uhyre komfortabel. Undervognen er – i modsætning til Kia Sportage – komfortabel, uden at det i nævneværdig grad går ud over køredynamikken. Motorerne er meget støjsvage, og ved lav fart vil bilen ofte køre helt lydløst på el. Også ved højere fart er der virkelig tyst i kabinen – bl.a. takket være en særlig lyddæmpende forrude og god isolering ud mod motorrummet.
Reelt er det umuligt at mærke og knap nok høre, når benzinmotoren går i gang.
Teoretisk set kan bilen køre med slukket benzinmotor op til 120 km/t., men det kræver både sol og vind i ryggen. Med blød speederfod kan Niro med sit 1,6 kWh litium-batteri køre en-tre km på strøm alene. Det er dog ikke formålet, og der er da heller ingen ”kun på strøm”-knap.
Påhængsvægten er usædvanlig stor for en hybrid: op til 1.300 kg.
Sikkerheden ser ud til at være helt i top. Som den første Kia får Niro i Danmark nødbremse (og adaptiv fartpilot) som standard. Det er en avanceret en af slagsen, der kan nå at bremse for andre biler ved op til 80 km/t. og for fodgængere ved op til 70 km/t. Sikkerhedssystemet virker ved alle hastigheder.
Niro har fin plads til voksne på bagsædet. Dog er midterpladsen ikke særlig komfortabel. Bagagerummet er ok og som i Qashqai, ca. 430 liter. Højspændingsbatteriet stjæler ikke plads, da det ligger under bagsædet. Derimod ligger det almindelige batteri i et hjørne af bagagerummet.
Billigste version til 314.000 kr. har godt med udstyr, bl.a. tozoners klimaanlæg. Kunderne bør dog overveje at give 20.000 ekstra for næste niveau med bl.a. bakalarm, regnsensor, tagræling, varme i rattet og sidespejle med blinklys og elektrisk indklapning.
Topmodellen til 364.000 kr. virker strengt taget som bedste køb med rigtig mange ekstra ting. Bl.a. xenonlygter, navigation, syv tommer skærm, varme i bagsæder, sæder med kunstlæderkanter, Apple Carplay, Tomtom live-service, bakkamera, trådløs telefonopladning og luftdyser ved bagsædet.
Selv til topmodellen kan der nemt bruges 50.000 kr. yderligere på ekstraudstyr.
Niro er – som Toyota Prius – udelukkende planlagt med ekstra miljøvenlig motorteknik. Almindelig benzin eller diesel kommer ikke. Derimod lanceres om et år en opladningshybrid, og hvis elbilmarkedet vokser tilstrækkeligt i modellens levetid, kan en ren elbil også komme på tale.
I første omgang skal det vise sig, om der en plads i verden til en hybrid-crossover som Niro. Kia tror, man kan sælge 500 styks årligt i Danmark.
Af Torben Arent