
Europæerne elsker denne biltype, der fortsætter med at kapre kunder i alle lande. Endnu har vi danskere været skeptiske, men det billede vil Kia vende på hovedet, så vi nu også kan få glæde og gavn af den.
Midlet er den helt nykonstruerede udgave af Kia Sportage, der med sin store højde og praktiske indretning appellerer både til dem, der har behov for den gode plads, og dem, der blot sætter pris på en bil, man stiger ind og ikke ned i. Det hele ledsages af en gunstig pris, der begynder ved godt 300.000 kr.
Avanceret teknik

Nye motorer, nye gearkasser, avanceret firehjulstræk, nye sikkerhedssystemer, nye lygteteknikker og frem for alt helt nyt styresystem for navigation, radio, musik og internet er med til at bringe bilen helt op i første division.
LÆS OGSÅ: Motors test af Suzuki Vitara
Billigste udgave får en ret simpel 1.6-liters benzinmotor, der dog gør en fin figur, og som har en rimelig benzinøkonomi. Herefter kan man vælge mellem en nyudviklet 1.6-liters turbo-benziner eller en 1.7-liters dieselvariant.

Vi peger på den nye turbo-benziner som det mest oplagte valg i modelrækken.
Meget komfortabel kørsel
Vores første møde med Sportage efterlod et positivt køreindtryk. Kørekomforten er løftet ved hjælp af en yderst støjisoleret kabine, og styretøjet er trimmet til fordel for en fin fornemmelse af bilens bevægelser på vejen, der understøttes af en vellykket affjedring.

LÆS OGSÅ: Motors test af Jeep Renegade
Begge versioner kan kombineres med et avanceret firehjulstræk, hvor et elektronisk styret centerdifferentiale løser opgaven med at fordele kræfterne mellem for- og baghjul.

Udstyret imponerer
Kia har givet alle udgaver et ret højt sikkerhedsniveau, der matcher det, Euro NCAP testede, da de uddelte de maksimale fem stjerner til modellen. Det omfatter dog ikke en nødbremse, men den kan tilkøbes for 15.000 kr., og den virker ved alle hastigheder, og bremser for både biler og fodgængere.

En 1.6-liters turboudgave med firehjulstræk, automatgear og GT-Line koster 475.000 kroner, hvilket er en yderst skarp pris.
LÆS OGSÅ: Motors test af Honda CR-V
I modsætning til de foregående udgaver er der skruet godt og grundigt op for påhængsvægten for Sportage. Mindste udgave må trække 1.400 kg, turboudgaven må trække 1.900 kg, og den store dieseludgave må trække hele 2.200 kg. Der er derfor lagt op til en yderst interessant bil for både camping- og hestefolket, der ellers ikke har haft mange modeller at vælge imellem, hvis man vil op og trække så tunge påhængsvogne.
