Knivskarp Peugeot RCZ

Peugeot RCZ er først med at bære den nye løve og den første uden nuller i navnet. RCZ er også en underholdende og skarp sportsvogn.

Peugeot RCZ
Forpremiere

Motor mener: Tyske Audi TT og VW Scirocco får en fransk rival med Peugeot RSZ, der letkørt, sjov og topavanceret. Læg dertil, at køreoplevelsen kommer med et mindre prismærke. 

Eventyret om Peugeot RCZ tog sin begyndelse på biludstillingen i Frankfurt i 2007. Den kompakte sportsvogn med de to karakteristiske bobler i taget vakte behørig opsigt, men få troede på, at det dristige design ville finde vej til samlebåndet. Et halvt år senere på biludstillingen i Genève 2008 proklamerede Peugeot, at RCZ ville blive til virkelighed.

Interiøret er omhyggeligt forarbejdet, og indretningen er der ikke det mindste at udsætte på.
Interiøret er omhyggeligt forarbejdet, og indretningen er der ikke det mindste at udsætte på.
Nu, to år senere, møder vi Peugeot RCZ på baskisk asfalt, hvor den viser en utrolig appetit på kurvede veje. Som det ofte er tilfældet ved den internationale præsentation, er det topmodellen, der skal imponere. Det er her RCZ 1.6 THP 200, der har 200 hestekræfter i en topmoderne 1.6-liters turbobenzinmotor med direkte indsprøjtning og variable åbne og lukketider for ventilerne foruden variabel løftehøjde.

Denne raffinerede og avancerede teknik og et ladetryk på 1,2 bar bringer også et drejningsmoment på 255 Nm og 275 Nm med overboost med sig, spredt over et område fra 1.700 til 4.500 o/min. 

Pedalgalleriet er en sportsvogn værdigt.
Pedalgalleriet er en sportsvogn værdigt.
En ligeledes 1.6 liter motor uden denne teknik og med et ladetryk på 0,8 bar yder 156 hk. Denne version, RCZ 1,6 THP 156, kommer til Danmark allerede til maj fulgt op af 200-hestes-modellen et par måneder senere. En 2.0-liters HDI turbodiesel med 163 hk og 340 Nm bliver ikke introduceret i Danmark.

Det iøjefaldende og muskuløse karrosseri med de to bobler i taget står på den samme undervogn som Peugeot 308 og 308 CC, men med bredere sporvidde, større hjul og en ganske anden afstemning af affjedringen.

Med så mange hestekræfter og så bredt et arbejdsområde er RCZ meget letkørt. Forholdet imellem kobling og speeder er et lykkeligt ægteskab, og gearskiftet er velsmurt. Styringen er lidt til den tunge side, men det øger blot oplevelsen af præcision, og RCZ kører derhen, hvor øjnene beder den om. 

Bagsædet er nærmest fiktivt og ganske uanvendeligt.
Bagsædet er nærmest fiktivt og ganske uanvendeligt.
Ikke overraskende er affjedringen hård som en hammer, men ikke uden komfort. Kompromisset er vellykket, og der skal en rigtig dårlig overflade til for at få maveskindet til at hoppe. Krængningen er minimal, og svingegenskaberne er neutrale. Måske lidt for neutrale, for der er ingen hjælp at hente ved at løfte speederfoden i et sving, hvor facit af kurvens radius divideret med fart ikke passer. Til gengæld anfægter et let tråd på bremsen for at tilpasse farten hverken stabilitet eller styring.

Kørestillingen er perfekt med alle muligheder for individuel indstilling til rådighed. Instrumenteringen er unik for RCZ og også overskuelig og let at aflæse. RCZ 1.6 THP 200 er født med den sportspakke, der er tilbehør til den svagere lillebror. Pakken består af 19”-hjul med 235/40-dæk i stedet for 235/45-18, et rat med mindre diameter, en kortere gearstang og ikke mindst et lydsystem med kunstig motorlyd. Det er simpelt hen vidunderligt at lytte til motorens åndedræt og udstødning under acceleration og bagefter køre i noget nær stilhed, når farten er tilpasset. 

Bagagerummet er stort som i en hatchback og til at udvide fra 321 l til 639 l, når bagsædet er inddraget.
Bagagerummet er stort som i en hatchback og til at udvide fra 321 l til 639 l, når bagsædet er inddraget.
Bag ved de to komfortable forsæder er der et fiktivt bagsæde med to pladser. Ryggen er lodret, og der er ingen benplads, tilmed er det mere end besværligt at komme derom. Den plads tjener bedst som udvidelse af bagagepladsen fra 321 liter til 639 liter. Der er med andre ord bagageplads i RCZ som i en hatchback, bortset fra at der ikke er lige så højt til loftet.

Præstationer har førsteprioritet i en sportsvogn, men brændstoføkonomien tæller med. Paradesprintet fra 0-100 km/t varer kun 7,5 sek., og topfarten er 237 km/t. Den ellers effektive motor kan dog kun klemme 13,7 km ud af hver liter højoktan benzin.

Morskaben koster 450.000 kr. for RCZ 156 THP og 500.000 kr. for RCZ 200 THP. Det er150.000 kr. billigere end Audi TT 1.8 FSI med 160 hk og knap 210.000 kr. billigere end Audi TT 2.0 TFSI med 200 hk. Men det er også 75.000 kr. dyrere end en VW Scirocco med tilsvarende motorkraft og et brugbart bagsæde.