Motor mener: Lexus CT 200h viser, at hybridteknik kan kombineres med en sportslig attitude, uden at det går ud over forbruget. En skam at afgifter hindrer udbredelsen.
Køredynamik er ikke lige ordet, der af sig selv er associeret med benzindrevne økobiler med elektrisk hjælpemotor. Ingen vil kalde Toyota Prius for sportslig, men en tur i Lexus CT 200h viser, at hybridteknikken har fået en ny dimension.
Det betyder ikke, at CT 200h er en gris – i hvert fald ikke hele tiden. Den har tre køreprogrammer, et normalt som i Prius, et øko-program, hvor mere bremseenergi bliver omdannet til strøm, og et sport-program, hvor farven bag instrumenterne skifter fra blå til rød, og økometeret bliver byttet ud med en omdrejningstæller.Lexus CT 200h er en firedørs hatchback med plads til fire personer - eller fem, hvis de klemmer sig sammen. Størrelsesmæssigt befinder CT 200h sig lige uden for Golf-klassen med sine 432,0 cm i længde og 260,0 cm i akselafstand. Den er passende lav til at simulere en coupé, og den er bred nok til at virke solid.
Siddestillingen er lav, og rattet kan komme tæt på. Der er trinløst automatgear med en fiks gearvælger, der kun har frem, bak og frigear. Parkeringsbremsen er elektrisk og levner plads til en velfungerende joystick, der nærmest er en computermus, som flytter pilen på den indbyggede skærm med alt fra information, telefon, navigation, bakkamera til systemovervågning.Den kontinuerlige CVT-transmission får benzinmotoren til at hæve stemmen, indtil den ønskede fart er nået. Så dæmper den sig, og forbrugsmåleren falder også til ro. Chaufføren kan konstant overvåge forbruget på en lille grafik i nederste højre hjørne eller på den store skærm, så man kan justere sin kørsel til spare eller sport.
Et lavt tyngdepunkt, et stift karrosseri og en effen affjedring gyder sport ind i chassiset. Læg en meget direkte styring med bare 2,7 omdrejninger fra udslag til udslag oveni, og billedet af en sportshybrid er tegnet. Lexus CT 200h har neutrale svingegenskaber og kører præcist derhen, hvor øjnene kigger.Topfarten er 180 km/t. som i Prius, og accelerationen fra 0-100 km/t varer 10,3 sek., blot 0,1 sek. hurtigere end svoger Prius. Oplevelsen er bare en helt anden i Lexus CT 200h. Forbruget er 26,3 km/l mod 25,6 km/l i Toyota Prius.
På grund af den danske regerings afgiftspolitik kommer Lexus CT 200h til at koste ca. 550.000 kr. og har næppe en kinamands chance for at nå den tiltænkte målgruppe, der er udset til at være ung eller yngre, højt uddannet og bevidst om at beskytte og bevare miljøet.