Motor mener: Mazdas nye dieselmotor er mere økonomisk og bidrager med sin lavere vægt og godt hjulpet af en fornem gearkasse til bedre køreegenskaber. Men diesel er dyrt hos Mazda.

Koblet til en ny sekstrins gearkasse med en slutudveksling på 48 km/t. pr. 1.000 motoromdrejninger og et af nutidens mest præcise gearskifte med korte bevægelser og kort afstand imellem de enkelte skiftespor er sporet lagt til en positiv og underholdende køreoplevelse. Kørbarheden – forholdet imellem tilkobling og speedersvar – er forbilledligt, og selv en nybegynder kan køre Mazda 5 1.6 DE som en erfaren chauffør.
Forholdet imellem motorens trækområde og gearkassens enkelte udvekslinger er meget velvalgt og efterlader ingen huller i optrækket ved et gearskifte. Motoren trækker bravt allerede fra 1.500 o/min. og træder i karakter ved 1.750 o/min. helt op til 2.500 o/min. De maksimale omdrejninger er 3.600 o/min.
Oprindelig er motoren ud af Ford/PSA-motorfamilien, men grundigt modificeret af Mazda med henblik på at mindske den indre friktion. Der er kun to ventiler pr. cylinder og én overliggende knastaksel, for jo færre bevægelige dele der er, jo mindre friktion opstår der. Indsprøjtningsdyserne har den nye piezo-teknik, hvor en elektrisk impuls styrer de fem indsprøjtninger pr. takt. Turboladerens skovlhjul har variabel geometri, og kompressionen er sænket til 16:1. Turboens teknik spreder arbejdsområdet, og den for en dieselmotor lave kompression sænker temperaturen i forbrændingskammeret. Lavere temperatur reducerer den skadelige NOx-udledning.

Ved at gå fra en 2.0 liter med motorblok i støbejern til en 1.6 liter helt i aluminium er motorens vægt reduceret med 73 kg, og lagt sammen med en ny gearkasse, der er 47 kg lettere end den gamle, er den samlede vægtbesparelse på 120 kg. Med en ydelse på fem hestekræfter mere end før er både præstationer og brændstoføkonomi bedre end forgængerens.
Accelerationen fra 0-100 km/t varer 13,7 sek., topfarten er 180 km/t. og de 19,2 km Mazda 1.6 DE kører pr. liter er 15 procent bedre. Udledningen af CO2 er på 138 g/km og reduceret med 13 procent.
Alt dette er målbart, men ikke køreoplevelsen. Med 120 kg færre kilo over forhjulene er der skabt en anden og bedre balance i bilen, der kører neutralt i sving. Det elektro-hydrauliske styretøj har tilpas vægt, når vi er over parkeringsfart, og fin præcision. Den 4,59 m lange syvpersoners familiebil tilbyder køreegenskaber, der smitter af på humøret.

Priserne begynder ved 341.801 kr. for Advance-udstyr, der er ganske højt med blandt andet automatisk klimaanlæg, fartpilot, ratbetjent CD-radio, tripcomputer, klapborde på bagsiden af forstolenes ryglæn, tågelygter foran og 16 tommer letmetalfælge.
Næste trin er Premium til 354.804 kr. Her bliver der tilføjet xenon-forlygter med automatisk højderegulering, mørke ruder bagi, lys- og regnføler og parkeringsradar bag. Sidste og højeste trin er Sport til 371.803 kr., hvor skydedørene er elektrisk betjent, og der er også bluetooth, dæktryksalarm, 17 tommer letmetalfælge, tagspoiler og sportsfront.
Prisspringet fra Mazda 5 1 .8 benzin med 115 hk til 1.6 diesel ligeledes med 115 hk er kolossale 52.800 kr. Benzinmodellen kører 13,9 km/l, altså 5,3 km kortere pr. liter end dieselmodellen, men der skal køres uendelig mange kilometer i dieseludgaven for at køre prisforskellen ind - ja det er vel nærmest umuligt.