
Mens de fleste bilfabrikker verden over kæmper med at udvikle særligt miljøvenlige udgaver af de eksisterende modeller, har Mazda valgt at gå en anden vej. Nu skrottes al kendt teknologi til fordel for helt nye motorer, gearkasser, undervogn og øvrig teknologi.
Under navnet „Skyactiv” har den ellers lille fabrik formået at udvikle egne konstruktioner, og det er godt nok avancerede løsninger. For at få optimalt udbytte af anstrengelserne har Mazda valgt at lancere de nye teknologier på en og samme gang i en helt ny bil, Mazda CX-5. Det er en mellemstor „softroader”i stil med Kia Sportage eller VW Tiguan.

For benzinmotoren betyder det markant bedre brændstoføkonomi og moment, mens det for dieselmotoren betyder markant mindre forurening, bedre acceleration og masser af kræfter.
Konstruktionerne går i øvrigt mod „strømmen”, idet motorerne er på mindst to liter, mens konkurrenterne søger mod mindre motorer i kampen for „downsizing”. Mazda hævder – med rimelighed – at deres løsning er bedre, da konstruktionen er mere simpel, og resultatet er en stærkere motor.

Det er udformningen af stempel, ventiler og indsprøjtningssystem, der har gjort det muligt for Mazda at anvende de særlige kompressionsforhold og dermed høste de nævnte fordele.
For at sikre, at de mange kræfter ikke går tabt på vej til hjulene, har fabrikken udviklet helt nye gearkasser. Den manuelle er på seks trin og er forsynet med en ekstrem kort og letgående gearstang, der er inspireret fra sportsvognen MX-5.
Indvendigt er konstruktionen udformet med henblik på reduceret energitab. Automatgearkassen er også helt ny og er i princippet baseret på kendt teknologi. Men den er raffineret i en grad, så gearskiftene både foregår lige så hurtigt som i en dobbeltkoblingsgearkasse, og alligevel mere blødt.

Reduceret vægt i konstruktionen er en anden løsning i kampen for at sikre en bedre brændstoføkonomi. Det giver en direkte besparelse, og gør det samtidigt mere enkelt at producere bilen.
Det skyldes, at alle traditionelle konstruktionsprincipper er kastet over bord til fordel for helt ny teknologi. Det ses bl.a. ved sammenføjningen af pladedele og ved udformningen af karrosseriets bærende dele, hvor nytænkning har gjort konstruktionen både mere enkel og lettere.
Sammenligner man med en tænkt sammenlignelig bil, hævder fabrikken, at der er sparet mindst 100 kg på grund af den nye teknologi.

CX-5 byder på teknologi, hvor bilen selv bremser ned for andre biler og fodgængere, lige inden det ellers er for sent. Samtidig er lys og lygter udformet med al ny teknologi, der bl.a. selv blænder op og ned for det lange lys ved behov, ligesom bilen advarer føreren, hvis han eller hun er på vej ud over kantstriberne på vejen.
Sammen med stop-start-teknologi i alle versioner og kameraer, der advarer mod bagfrakommende biler i den blinde vinkel, er CX-5 den mest avancerede Mazda til dato.

Senere følger nye udgaver af både Mazda 6 og Mazda 3 med samme teknologi indbygget fra starten.