
Få familier tæller syv børn, men med nedkomsten af Mini Paceman er Mini-familien oppe på syv – og hvilke syv!
Familien spænder fra Mini One, Roadster, Cabriolet, Clubman stationcar, Coupé, Countryman og nu også Paceman. Mini Paceman er stort set en 2-dørs Countryman med en stærkt faldende taglinje. Faktisk er taget fire centimeter lavere fra den midterste tagstolpe og bagud.
Dette sammen med de sorte tagstolper og det hvide tag får Paceman til næsten at ligne en coupé. Fronten er den samme som på Countryman.
Harmonisk Mini Paceman

En tur i en Mini begynder og ender med oplevelse af at være en del af bilen. Paceman er ingen undtagelse. Harmoni er ordet, der omslutter kørestilling, sæder, bremser med bid og kort pedalvandring, øjeblikkeligt svar på speederkommando, fornemt samspil imellem kobling og et præcist, letgående gearskifte rundet af med sportsaffjedring, der nok er sport, men ikke har glemt at være udglattende over ujævnheder.
Styretøjet er ivrigt i sit svar på ordrer uden at være overivrig, og langt de fleste chauffører vil føle sig i sikker havn med den upåklagelige retningsstabilitet.
Masser af kræfter i Mini Paceman

Bag rattet er der en pragtfuld fornemmelse af at kunne gå på vandet. Motorkraften kommer næsten ved tankens magt, så øjeblikkelig bliver krudtet fyret af. 0-100 km/t. er overstået på 7,5 sek., og festen stopper ikke, før speedometernålen står på 212 km/t.
Mini Cooper S Paceman er den kraftigste aftapning med sine 184 hk og 240 Nm. Den svageste aftapning er Cooper D med en turbo diesel motor med 112 hk og 270 Nm.

Lange døre i Mini Paceman
Mini Pacemans mål får bilen til at virke muskuløs og giver samtidig forbløffende god plads i kabinen. Forsæderne har en sportslig karakter med god støtte og sidehold, der sammen med firevejs justerbart rat og højdejusterbart førersæde giver en perfekt kørestilling.
Bagsæderne er der kun to af. Godt tænkt, for hellere to ordentlige sæder end tre gnidrede pladser. Der er dog mulighed for tre bagsædepladser.

De to døre er lange, hvad der hjælper på indstigningen til bagsæderne, men er meget upraktiske på en parkeringsplads. Det er heller ikke nemt at nå sikkerhedsselen. Det er prisen for at være smart.
Dyrt udstyr i Mini Paceman
Prøvebilen på Mallorca var plastret til med udstyr, hvilket betyder, at de oplyste priser ikke er helt virkelighedsnære.

Alle Paceman-modeller har en 6-trins manuel gearkasse og 6-trins automatisk gearkasse som ekstraudstyr til 28.175 kr. Cooper D, Cooper SD og Cooper S kan også købes med ALL4 firehjulstræk, der smækker 37.000 kr. oveni.
Mini Cooper Paceman bliver lanceret i Danmark marts 2013.