Mitsubishi Colt får øko-facelift

Mitsubishi Colt med „Clear Tech"-logo bagpå er en fornyelse, der ikke ses, men mærkes på pengepungen og miljøet.

Mitsubishi Colt Clear Tech
Forpremiere

Motor mener: Små, men gode ting: Både økonomi, miljø og køreoplevelse er vindere.

Iveren efter at spare brændstof har ramt bilbranchen, så der nærmest hver måned præsenteres biler med stop-start-teknik. Nu melder Mitsubishi sig på banen.

Alle Colt-modeller med 1.1- og 1.3-benzinmotor skifter til „Clear Tech”-versioner, hvor bilen er forbedret i en masse detaljer. Resultatet er markant: 1.1-modellen går fra 17,5 til 20,4 km/l og 1.3’eren fra 16,7 til 20,0 km/l. Det er en fremgang på 17-20 pct.

Den forbedrede brændstoføkonomi giver også en kontant belønning: Alle Clear Tech-modeller falder til 520 kr. i årlig ejerafgift, det laveste for benzinbiler i miniklassen. Clear Tech bliver standard på de to motorvarianter, og prisen er uændret.

Mitsubishi Colt har fået en gedigen grøn optimering med Clear Tech-modellerne. Ændringerne er ikke synlige, bortset fra at 1.3-modellen skifter fra 16- til 15-tommerfælge.
Mitsubishi Colt har fået en gedigen grøn optimering med Clear Tech-modellerne. Ændringerne er ikke synlige, bortset fra at 1.3-modellen skifter fra 16- til 15-tommerfælge.
Mest håndgribelige ændring er stop-start-funktionen, af Mitsubishi kaldet AS&G for automatisk stop&go. Når bilen holder stille, og føreren sætter i frigear og slipper koblingspedalen, går motoren ud. Det er selvsagt mest ved bykørsel, det har betydning, men er trafikken meget træg, kan besparelsen være betydelig. Genstarten sker med den almindelige startmotor, straks koblingen trædes, og motoren er klar, senest når man har brug for den.

Der er en række tilfælde, hvor stop-start-systemet ikke er aktivt. Det gælder især ved temperaturer under 3 grader, når motoren ikke er varm, når bilen bruger meget strøm, eller når kompressoren til airconditionanlægget arbejder på en vis styrke. De undtagelser betyder ikke noget, når bilen får foretaget de officielle brændstofmålinger, men i daglig trafik kan det tage en smule af besparelsen.

Føreren kan koble AS&G-systemet helt fra med en knap, men man vænner sig hurtigt til, at det er naturligt og behageligt, at motoren stopper f.eks. ved rødt lys. Stop-start står for én tredjedel af benzinbesparelsen, mens bedre dæk, lavere luftmodstand og højere gearing er ansvarlige for en betydelig andel. 

Når Mitsubishi laver modelvarianter, der kører længere på literen, sættes der et Clear Tech"-skilt på bagenden.
Når Mitsubishi laver modelvarianter, der kører længere på literen, sættes der et Clear Tech"-skilt på bagenden.
Bilen er ændret på snesevis af punkter, dels for at få stop-start-systemet til at virke, dels for at spare brændstof på andre områder. Det gælder lige fra et væld af sensorer over ny benzinpumpe til forstærket generator og startmotor. Også motoren er optimeret med mere tyndtflydende olie, nye stempelringe, ny knastaksel, ny motorstyring, forhøjet kompression og en ny type tændrør.

For bilisten er en Colt Clear Tech aldeles ukompliceret, men for ingeniørerne har det været en ordentlig omgang.