Mitsubishi Lancer med drømmediesel

Med en lille modificering er en ny dieselmotor, der nu kommer i Mitsubishi Lancer, blevet fri for støj, rystelser og „åndenød” ved høje omdrejninger.

Diesellancer
Forpremiere

Motor mener: Mitsubishi viser mod til at tackle et problem, „de andre” kender til. Resultatet er tidens bedste turbodiesel, hvad angår motorkultur i forhold til ydelse og forbrug.

Uden at gøre meget væsen af sig har Mitsubishi taget føringen i dieselteknologi. Midlerne har været kritisk analyse af kendte problemer og radikal nytænkning. Målet har været en vibrationsfri, stærk og økonomisk motor. Det er lykkedes.

Mitsubishi Lancer 1.8 DI-D skilter ikke uden på med sin nye dieselmotor med 150 hk og Euro 5-forureningsnorm.
Mitsubishi Lancer 1.8 DI-D skilter ikke uden på med sin nye dieselmotor med 150 hk og Euro 5-forureningsnorm.
Den nye turbodiesel, der sætter dagsordenen, er en 1.8 liter, som allerede ligger i crossoveren Mitsubishi ASX og snart også i Lancer. Til september bliver en 2.2 liter version med 177 hk/380 Nm introduceret i den store 4x4 Outlander. Motor har set og kørt begge de kommende i en kamufleret udgave i omegnen af Frankfurt.

Første indtryk er en vibrationsfri og lydsvag motorgang – for en dieselmotor. Årsagen er 15 mm lang. Så meget er krumtapakslen forskudt for cylinderboringens centerlinje. De 15 mm betyder, at plejlstangen står lodret og ikke i en vinkel, når forbrændingen begynder, og stemplerne bliver presset ned i arbejdstakten. Derved er gnidningsmodstanden reduceret med 20 procent.

En yderligere gevinst er en friere roterende motor og færre vibrationer, og det hele bidrager til en positiv køreoplevelse. Yderligere har motoren variabel MIVEC-ventilstyring, der ved hjælp af elektronik og hydraulik regulerer ventilernes løftehøjde og -varighed efter belastning. Der har et bedre drejningsmoment ved færre omdrejninger sin rod.

En kort prøvetur illustrerer, at den nye turbodiesel med 150 hk lidt overraskende er bedre integreret end i ASX, mest fordi Lancer kom før ASX, der er baseret på Outlander. Der er et raskt optræk med et lavt lydniveau. Når Mitsubishi Lancer 1.8 DI-D kommer til landet til oktober, er den om muligt bedre end denne prototype, der er god.

I en anden version er 1.8 motoren vokset til 2.2 liter med en effekt på 177 hk og 380 Nm. Den skal Mitsubishi Outlander nyde godt af allerede til september. Motoren er så tyst, at klimaanlæggets blæser overdøver den ved 110 km/t. Det er ikke mindre end imponerende.

Accelerationen er frisk, og det er en ny oplevelse med en turbodiesel, at den roterer lige så frit som en benzinmotor, og at man ikke rammer „muren”, når den løber tør for hk og Nm. Der er stadig knap 1000 o/min. tilbage ved det naturlige gearskifte og rigelig med trækkraft over et bredt register. Uanset hvad og hvor er der kræfter parat til at tage slæbet.

Det ville undre, hvis ikke andre førende fabrikanter af dieselmotorer, herunder VW-gruppen, Fiat og PSA Peugeot-Citroën, kigger en ekstra gang på denne interessante teknologiske udvikling. PSA har et samarbejde med Mitsubishi, så Peugeot 4007 og Citroën C-Crosser står allerede i kø for at få fat i den nye 2.2 DI-D motor.