Audi A5 - en designerdrøm
Motors vurdering
Audi A5
- Design
- Køreglæde
- Sikkerhed
- Bagsædeplads
- Ind- og udstigning
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor2,0 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning111 g/km
-
Effekt190 hk
-
Moment400 Nm
-
Topfart238 km/t.
-
Acc. (0-100)7,7 sek.
-
Køreklar vægt1.565 kg
-
Bagagerum465 liter
-
Akselafstand27 cm
-
MålL:467 cm B:184 cm H:137 cm
Motors tal
- Målt forbrug 24 km/l
- Beregnet økonomi 6,40 kr./km
Audi har i den grad styr på et af sine vigtigste salgsparametre: Designet. Men synes man alligevel, at en A4 er lidt for ordinær, er der hjælp at hente i denne A5 Coupé, der er bygget over samme læst. Den flotte „sportsvogn” har bløde linjer, og det svagt faldende tag runder på smukkeste vis karrosseriet af på en måde, man ikke rigtig kan blive træt af at se på.
SE OGSÅ: FDMs bilguide med de aktuelle biler på markedet
Vi har prøvet udgaven med en toliters dieselmotor, automatgear og forhjulstræk. Tre ting man ikke umiddelbart forbinder med en sportslig bil i denne klasse, men alligevel egenskaber, man hurtigt lærer at sætte pris på.
En benzinmotor havde været mere oplagt, men dieselmotoren leverer et meget flot bundtræk og understreger på den måde bilens sportslige karakter. Automatgearet er af dobbeltkoblingstypen og skifter helt formidabelt. Men vil man gerne blande sig i den del af festen, kan man vælge selv at skifte gear ved hjælp af de fine skiftegreb bag rattet. Det er både sjovt og involverende.
Den tredje ting er forhjulstrækket. Hos Audi står valget kun mellem forhjulstræk eller firehjulstrækket Quattro. Sidstnævnte kan tilkøbes for 45.740 kr., og det bør man i den grad overveje, for det kan være med til at gøre bilen endnu mere sportslig.
Mest til to
Bagsædet rummer plads til to voksne, men det er en kunst at komme derom og ret svært at komme ud igen. Man bør derfor ikke drømme om netop denne udgave, hvis det er hele familien, man har i tankerne. Hertil er den lidt større femdørs A5 Sportback et bedre valg.
Adgangen til forsæderne er naturligvis lettere, men de store døre kræver god plads til nabobilen, og den lave siddeposition, kræver lidt gymnastik, både når man skal ind og ud af bilen. Men kan man leve med det, venter der store køreoplevelser.
Audi A5 rummer nyeste generation af teknik, og bilen fås derfor med en avanceret fartpilot, der selv sætter farten ned efter hastighedsgrænserne, og den fås med forlygter, der populært sagt laver nat til dag.
Derudover kan man sætte kryds ved lækre sæder, headup-display, Bang & Olufsen-musikanlæg og meget mere. Desværre bliver det ret hurtigt en dyr omgang. Men har man pengene, og kan man leve med den lave siddeposition, så er Audi A5 et sjældent godt valg for entusiasten.