Ford Focus forfra
Biltest

Ford Focus - køreglæde i mellemklassen

En helt ny generation af Ford Focus er netop kommet til Danmark. Motor har testet den for at finde ud af, om den kan matche forgængerens gode køreegenskaber, eller om det hele er gået op i komfort og sikkerhed.
Ford Focus bagfra

Motors vurdering

Ford Focus

20,8 km/l
Benzin
243.785 kr.
  • Fra-pris
  • Sæder
  • Køregæde
  • Udstyr
  • Ingen luftdyser til bagsædet
  • Ikke tre års garanti
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    107 g/km
  • Effekt
    125 hk
  • Moment
    170 Nm
  • Topfart
    200 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,0 sek.
  • Køreklar vægt
    1.464 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.100 kg
  • Bagagerum
    375 liter
  • Akselafstand
    270 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    2 / 2 / 12
  • Mål
    L:438 cm B:183 cm H:145 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 20 km/l
  • Beregnet økonomi 3,10 kr./km

Sikkerhed

2018
Luk

Cylinderfrakobling er en teknik, der er dukket op i selv de mindre benzinmotorer. Det gælder også den nye Ford Focus, der fås med en ny udgave af den traditionelle trecylindrede 1.0-liters motor.

Den nye udgave kører normalt på tre cylindre, men er behovet for motorkraft ikke særlig stort – f.eks. ned ad bakke – kan den slå en cylinder fra. Formålet er naturligvis at sænke forbruget under let belastning til gavn for både miljøet og førerens pengepung.

Vi har testet Focus med manuelt gear, da Ford endnu ikke kunne levere Focus med automatgear. Det kunne ellers have været sjovt, da det er klassens mest avancerede gear med elektronisk gearvælger, traditionel momentomformer og hele otte gear.

I stedet har vores Focus en sekstrins manuel gearkasse, der arbejder sammen med den trecylindrede 1.0-liters benzinmotor med turbolader og 125 hk.

Ifølge fabrikken skal bilen køre 20,8 km pr. liter, og det ligger bestemt inden for rækkevidde, idet vi nåede hæderlige 20 km pr. liter under vores særlige testrute, som alle testbiler udsættes for.

VIDEO: Tæt på den nye Ford Focus

Sportsligt afstemt

Den lille benzinmotor i Focus trækker egentlig godt, men dens karakteristiske trecylindrede lyd formår næppe at overbevise alle. Vi kunne naturligvis have valgt Focus med en trecylindret 1.5'er, men merprisen er med sine 19.000 kr. så stor, at vi vurderer, at netop denne 1.0’er vil blive mest populær.

Den trecylindrede motor gør det heldigvis udmærket, og har man først vænnet sig til lyden, føles den ganske omgængelig i hverdagen. Vi tog Focus med på en testrute, der omfattede bykørsel, landevej, motorvej og en del runder på FDM Sjællandsringen. Det kastede køreindtryk af sig, der tegner et billede af en meget velkørende bil.

Læs også: Motors test af 10 biler konkurrenter til Ford Focus

Den nye Ford Focus er ret komfortabelt anlagt. Men den version, vi her har testet, er det, Ford kalder ST-Line. Det er en lidt mere sportsligt orienteret udgave af Focus, og det mærkes. For det første fordi den så kører på 17-tommer hjul i stedet for de mere komfortable 16-tommer hjul, som grundudgaven har. Men også selve affjedringen er sænket en smule, og dermed lidt mere sportsligt afstemt.

På motorvejen mærker man det ved, at bilen føles ikke helt så rolig i sine bevægelser, som man ellers kunne vente. Derfor kræver den hele tiden lidt opmærksomhed fra førerens side. Og på landevejen mærker man det ved, at den føles dejlig styrevenlig, når der er små snoede veje under hjulene.

Ford Focus kabine
Førerpladsen i Focus er godt organiseret med alt på sin naturlige plads. Den opretstående skærm er som standard på 6,5 tommer, mens en større 8-tommer skærm kan tilkøbes for 13.070 kr.

God nødbremse

Ingen tvivl om at Ford Focus – i hvert fald i denne udgave – er meget dynamisk anlagt, og på den måde løfter den fint arven fra de tidligere generationers ry for sportslige egenskaber. Kunne man være i tvivl om dette undervejs, så blev man overbevist efter et par omgange på FDM Sjællandsringen. Her styrer Focus ST-Line mærkbart præcist, står vildt godt fast og er generelt rigtig sjov i sit styretøj.

På banen kunne Focus også fremvise en rigtig god nødbremse, da vi testede den ved at køre hen mod en pude, der skulle gøre det ud for en holdende bil. Nødbremsen kunne her selv bremse bilen helt ned ved hastigheder op til 65 km/t., og det er flot.

En adaptiv fartpilot er ekstraudstyr til Ford Focus. Den har vi prøvet i andre udgaver, men denne testbil havde det ikke. Den bør man altid tilkøbe, merprisen er 8.790 kr. For den pris får man foruden fartpiloten også en funktion, der gør det muligt at lade bilen selv følge en vognbane. Det har vi også prøvet i en anden version, og det fungerer ganske godt. Det er derfor ret mærkeligt, at Ford ikke har gjort denne fine pakke til standardudstyr i det mindste i de bedst udstyrede udgaver.

Ford Focus bagagerum
350 liter bagagerumsplads er ok for klassen. Konkurrenten VW Golf byder dog på 30 liter mere.

Rodet bagagerum

Inde i bilen mødes man af en kabine, der kan rumme fire voksne uden problemer, og fem i alt, hvis nogle af dem er børn. Bagagerummet er en smule mindre end i f.eks. en VW Golf, og særligt savner vi et ekstra rum under gulvet, samt lidt mere orden.

Man kan dog tilkøbe en smart bund i bagagerummet, der kan placeres i flere positioner, men den burde have været standard i så ny en konstruktion. Også når bagsædets ryglæn foldes forover, savner vi mere styr på sikkerhedsselerne og en vognbund, der kan blive plan. Ved bagsædet savner vi desuden friskluftdyser.

Ved førerpladsen finder vi i denne udgave en opretstående skærm i midten af instrumentbordet. Det er den lille udgave på 6,5-tommer, der er standard. Man kan tilkøbe en større udgave, men den koster over 13.000 kr. ekstra. Så får man til gengæld også en opgradering til B&O Play-musikanlægget. Focus skal have ros for at have Apple CarPlay som standard i alle udgaver.

VIDEO: Se Focus parkere selv

Focus bliver hurtigt dyr

Ser man alene på grundprisen, er Focus skarpt prissat. Billigste udgave koster faktisk lige under 200.000 kr., og det lyder godt. Men skal Focus have lidt udstyr, løber det alligevel op. Med adaptiv fartpilot, parkeringshjælp og nøglefri adgang lander Focus på 281.000 kr., og skal bilen have automatgear øges prisen med hele 30.000 kr. Og vil man gerne have Focus som stationcar, er merprisen hele 24.000 kr. Alt i alt nogle tillægspriser på udstyr, der ikke er ualmindeligt i en moderne bil, der får den samlede pris på Focus til at løbe i vejret.

Vi har regnet på, hvad det koster at holde den testede bil over fem år og 100.000 km. Her lander vi på en km-pris på 3,10 kroner alt inklusive. Det er et pænt niveau og modsvarer det, det koster at have en tilsvarende VW Golf i samme periode.

Ford sælges alene med købelovens to års reklamationsret, så derfor kan det i høj grad være værd at overveje en service- og reparationsaftale, der kan spænde et økonomisk sikkerhedsnet ud under driftsudgifterne. En sådan aftale koster 6.648 kroner om året over en periode på fem år og 100.000 km. Det modsvarer 554 kroner pr. måned for en aftale, der dækker alle planlagte serviceeftersyn og eventuelle reparationer i perioden.

Når vi samlet set skal vurdere Focus, står det klart, at der er tale om en glimrende bil. Særligt Focus’ mere sportslige køreegenskaber, kan trække op hos dem, der ikke lægger synderlig vægt på bagagerummets indretning eller bagsædets komfort.

Men husk alligevel at tilkøbe bilen med teknikpakken, så den fine adaptive fartpilot kan hjælpe med på de lange stræk, som sådan en bil som Focus også lægger op til.

Bliv medlem og få Motor