Hyundai i10 set forfra
Biltest

Hyundai i10 – muskler i mikroformat

En turbolader gør den ellers lidt bovlamme Hyundai i10 i N-Line-udgaven til en lille mini-GTI. Smarte detaljer bidrager til køreglæden.
Hyundai i10 set bagfra

Motors vurdering

Hyundai i10

18,5 km/l
Benzin
154.995 kr.
  • Køreglad mikrobil
  • Udstyrsniveau
  • Lang garanti
  • Plads
  • Kollisionssikkerhed
  • Træk ikke muligt
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    123 g/km
  • Effekt
    100 hk
  • Moment
    172 Nm
  • Topfart
    185 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,5 sek.
  • Køreklar vægt
    994 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    252 liter
  • Akselafstand
    243 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    5 / 5 / 12
    Ingen kilometerbegrænsning på bil- og rustgaranti
  • Mål
    L:367 cm B:168 cm H:148 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,35 kr./km

Sikkerhed

2020
Luk

Hyundai i10 er en af markedets bedste mikrobiler, men som de fleste biler i klassen lider den i basisversionen under en lidt bovlam trecylindret motor på 1.0 liter. Det er ikke ligefrem noget, der kalder på de store præstationer eller smil på læben.

Men efter at Hyundais ingeniører har sat en turbo på den lille motor, er der sket et og andet. Nu er der 100 hk at lege med, og det er faktisk en effektforøgelse på 50 procent i forhold til basisversionens 67 hk.

Læs også: Motors test af Hyundai i10 med standardmotor

Samtidig er den ydmyge i10’s anæmiske moment næsten fordoblet fra 96 til 172 Nm, og det kan mærkes på præstationerne, hvor både tophastighed og acceleration er væsentligt forbedret – det skulle der nu heller ikke så meget til.

Folkene på designkontoret har også fået lov at lege med, og smarte, specialdesignede fælge og en masse detaljer i rød kontrastfarve er med til at afsløre, at denne i10 ikke er helt som sine mere undselige søskende.

Hyundai i10 kabine
Førerpladsen er velindrettet og dufter af en større bil. Instrumenterne er analoge, men let aflæselige, og det velfungerende infotainment-system styres fra en 8.0-tommers touchskærm.

Hvordan kører Hyundai i10 N-Line?

Forskellene er også til at mærke på vejen, hvor en strammere undervogn med fire skivebremser, stivere fjedre og nye støddæmpere bagtil omsætter motorens 100 hk til en ganske underholdende køredynamisk oplevelse.

Motoren er som nævnt betydelig mere momentstærk, og i N-Line versionen er Hyundai i10 således blevet en køreglad lille fætter. Det præcise styretøj, som basisversionen nyder godt af, er heldigvis bibeholdt, og den strammere undervogn udmærker sig med en mindre krængning i sving end den almindelige i10.

Heldigvis er den øgede køredynamik ikke gået nævneværdigt ud over komforten, for selv om affjedringen er en kende hårdere, er det på ingen måde ubehageligt, selv på dårligt underlag.

Hyundai i10 gearstang
Gearkassen er kun femgears, men fungerer fint med den forholdsmæssigt momentstærke motor. Der er pyntet med røde detaljer og det store ”N”, som ellers er forbeholdt Hyundais performance-modeller.

Hvor stor er Hyundai i10 N-Line?

Hyundai i10 er en mikrobil, og det sætter ligesom en begrænsning for pladsen i kabinen. Når det er sagt, har i10 måske klassens bedste pladsudnyttelse, og især ved forsæderne er der udmærket plads selv til velvoksne skandinaver.

Ved bagsædet er pladsen mere kneben, men børn vil ikke have problemer med at finde sig til rette her.

Akilleshælen i en mikrobil er som regel det diminutive bagagerum, der knap nok levner plads til en lille kuffert på højkant, men i Hyundai i10 er det på respektable 252 liter, som kan udvides til 1.050 liter, når bagsæderyglænet foldes frem. Det er i øvrigt delt 2:1.

Hyundai i10 udstødningsrør
Dobbelte afgangsrør på udstødningen understreger, at der er kommet flere kræfter under motorhjelmen.

Hvordan er Hyundai i10 N-Line udstyret?

Udstyrslisten er ganske omfattende, og selv uden at sætte ekstra krydser på ekstraudstyrslisten får du en virkelig veludstyret mikrobil. Der er et velfungerende infotainmentsystem med en 8.0-tommers touchskærm med indbygget Apple CarPlay og Android Auto, bakkamera og automatisk nødbremse, der også bremser for fodgængere.

Særligt for N-Line-versionen er LED-kørelys og positionslys, der er monteret i en specialdesignet grill, som giver i10 N-Line et mere aggressivt udseende end standardmodellerne.

Bilen er udstyret med nogle flotte, specialdesignede fælge, som kun fås til denne model, og for at understrege kraftforøgelsen er der også lige kommet to afgangsrør på udstødningen.

Der er som nævnt også masser af røde detaljer, der skal give bilen lidt mere GTI-præg, og nogle vil måske mene, at det er lidt for meget. Men faktum er, at det egentlig ikke virker anmassende, især fordi bilen kan leve op til det.

Hyundai i10 bagagerum
Bagagerummet er i sagens natur i den klejne ende, men er ganske regulært og rummer trods alt respektable 252 liter.

Hvad koster Hyundai i10 N-line?

Meget af det udstyr, som man finder i i10 N-Line, skal man op i Advanced-udgaven af den almindelige i10 for at få, så i10 N-Lines pris på 154.995 kr. skal sammenlignes med de 120.995 kr., som en Advanced koster.

Og hvad får man så for de 34.000 ekstra? Ja, ud over de nævnte udstyrsdetaljer får man først og fremmest en væsentlig mere levende motor og nogle virkeligt veloplagte køreegenskaber. N-Line kører ganske enkelt bedre og sjovere end sine søskende, som faktisk selv gør en god figur på vejen.

I det lys er merprisen absolut ikke afskrækkende. Så er du på udkig efter en køreglad mini-GTI, er Hyundai i10 N-Line et oplagt bud.

Overvejer du at købe ny bil? FDM kan hjælpe dig

Få rådgivning