Kia Picanto set forfra
Biltest

Kia Picanto – fin mikrobil med kikset gearskifte

Den faceliftede Kia Picanto fås nu med et ret simpelt automatgear. Det er desværre ikke helt så komfortabelt, som det lyder.
Kia Picanto set bagfra

Motors vurdering

Kia Picanto

18,5 km/l
Benzin
139.852 kr.
  • Automatgear
  • Trådløs Apple CarPlay/Android Auto
  • Syv års garanti
  • Gearskift
  • Gearvælger mangler ”P”
  • Ingen fartpilot
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.0 liter – 3 cyl.
  • CO2 udledning
    122 g/km
  • Effekt
    67 hk
  • Moment
    96 Nm
  • Topfart
    159 km/t.
  • Acc. (0-100)
    17,2 sek.
  • Køreklar vægt
    981 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    255 liter
  • Akselafstand
    240 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    7 / 5 / 12
  • Mål
    L:360 cm B:160 cm H:149 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,30 kr./km

Sikkerhed

2017
Luk

Automatgearet breder sig til alle bilklasser og fås nu også i flere af de mindste bilmodeller. En af dem er Kia Picanto, der netop har fået et facelift.

Desværre er gearkassen i Picanto hverken et traditionelt automatgear eller et såkaldt dobbeltkoblingsgear. Der er tale om en teknisk enkel løsning, og når det bliver for enkelt, giver det ofte bagslag, hvilket Picanto AMT er et godt eksempel på.

Gearkassen kalder Kia for Automated Manual Transmission (AMT), og som navnet angiver, er der tale om en traditionel manuel gearkasse, hvor der er koblet en automatisk styret kobling samt en skifterobot på. Den fås kun på den billigste model Picanto.

Kia Picanto kabine
Udstyrsniveauet er pænt i Picanto, og den er nem at betjene. Men vi savner en fartpilot, det fås kun som ekstraudstyr i en pakke til 10.000 kr. på den 20.000 kr. dyrere version, GT-Line.

Kører Kia Picanto godt med automatgear?

Fordelen med gearkassen er, at du ikke skal bekymre dig om at betjene koblingspedalen, ligesom selve gearskiftene klares automatisk.

Gearvælgeren minder om det, man kender fra automatgearsbiler, dog med et tvist: Der er ikke en egentlig parkeringsfunktion. Det betyder, at du skal vælge ”N”, for at bilen kan starte igen, og det føles både ulogisk og besværligt og er et klart minus.

Læs altid de nyeste biltest på motor.dk

Det største minus er dog selve gearskiftene, som man let kan blive uvenner med. På vores testblok er noteret ”rædsomt gearskifte”, og det skyldes, at det skifter med små mærkbare ryk og ikke glidende, som man er vant til i en almindelig automatgearkasse.

Kører du meget med blød speederfod, går det an, men under lidt kraftigere accelerationer vugger bilen under gearskiftene, der føles langsomme, og som ikke altid kommer på det forventelige tidspunkt.

Det skifter dog automatisk, så gider eller kan du ikke selv, og kan du leve med de omtalte ryk og den langsomme funktion, så er bilen en mulighed. Men kør en god lang prøvetur, før du beslutter dig.

Kia Picanto skærm
Prestige, Upgrade og GT-Line udstyrsversionerne har alle denne 8”-trykfølsomme medieskærm, der har trådløs forbindelse til Android Auto og Apple CarPlay. De har også bakkamera i skærmen. Overraskende anvendeligt i en lille bil.

Kører Kia Picanto langt på literen?

Der er i det hele taget ikke megen pomp og pragt over Picanto. Motoren er uden turbolader, og det betyder, at du kun har 67 hk under højrefoden. I kombination med de langsomme gearskift giver det en 0-100 km/t. tid på over 17 sekunder.

Forbruget er opgivet til 18 km/l, men det kræver, at man kører med omtanke og uden at have for travlt. Vi savner også en fartpilot i bilen – den er end ikke med i ”Upgrade”-udstyrsvarianten.

Salget af mikrobilerne er faldet markant de senere år. Det skyldes til dels, at de større minibiler kun er en anelse dyrere og har bedre komfort og typisk højere sikkerhed. Mange af modellerne er også ældre konstruktioner.

Her er Picanto midt i sin livscyklus, og med faceliftet er fulgt en række bedre sikkerhedssystemer og en større 8-tommer trykskærm med trådløs mobilforbindelse til både Android Auto og Apple CarPlay. Et klart plus i så lille en bil.

Kia Picanto bagagerum
255 liter er meget typisk for en mikrobil. Det er her, man ser forskellen på dem og de større minibiler. Bemærk, at lastefladen ikke er plan, når du folder bagsæderne forover.

Er Kia Picanto den bedste mikrobil?

Selvom selve gearskiftet ikke er Picantos stærkeste side, så har den en overraskende trumf. For alle varianter af Picanto med automatgear har nemlig fem pladser i kabinen, hvor varianterne med manuelt gear kun har fire sæder.

Prisen på 140.000 kr. er høj for en mikrobil, og ud over en lang prøvetur for at undersøge gearskiftet bør man også prøve Picantos søstermodel: Hyundai i10. Den fås med samme gearkasse, er 10.000 kr. billigere og er lanceret som ny generation i 2020.

Er du alligevel mere til Picanto, og ønsker du ikke det halte automatgear, kan du vælge at skifte selv og spare 15.000 kr. Uanset gearkasse får du Kias markedsledende garanti på syv år (dog højst 150.000 km).

Læs bilnyheder