Mazda MX-30 set forfra
Biltest

Mazda MX-30 – smart elbil med kort rækkevidde

Det smarte design inde og ude kan ikke rette op på, at elbilen Mazda MX-30 er upraktisk i hverdagen. Rækkevidden er kort, mens ladetiden er lang.
Mazda MX-30 set bagfra

Motors vurdering

Mazda MX-30

El
240.100 kr.
  • Design
  • Udstyr
  • Førerplads
  • Ladetid
  • Rækkevidde
  • Plads, bag
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1 elmotor - forhjulstræk
  • CO2 udledning
    0 g/km
  • Effekt
    145 hk
  • Moment
    270 Nm
  • Topfart
    140 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,7 sek.
  • Køreklar vægt
    1.645 kg
  • Maks. påhængsvægt
    0 kg
  • Bagagerum
    366 liter
  • Akselafstand
    266 cm
  • Officiel rækkevidde
    200 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Bilgaranti: Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:440 cm B:180 cm H:156 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 2,65 kr./km
  • Målt rækkevidde 165 km

Sikkerhed

2020
Luk

Den smarte MX-30 er en elbil, man sagtens kunne finde på at vælge blot på grund af udseendet. For den er flot designet, flot bygget og byder på en herlig førerplads.

Men før man for alvor lader sig rive med, skal man også kende bilens svage sider. De er særligt kendetegnet ved en rækkevidde, der med sine blot 165 km ved 110 km/t. på motorvej, var en af de korteste, da Motor i sommeren 2021 lavede gruppetest af elbiler i 250.000 kr.’s-klassen.

Læs også: Denne test er en del af Motors gruppetest af 6 billige elbiler – se den her

Også den lange ladetid hjemme, hvor den kun kan trække strøm fra en enkelt fase, samt en kabine, der i den grad gør det svært for dem, der skal sidde på bagsædet, trækker ned i det samlede resultat. Det sidste skyldes særligt de noget atypiske bagdøre, der er hængslet i bagkanten, og den knebne plads og det dårlige udsyn.

Vi har beregnet den samlede udgift ved at eje bilen i fem år og 100.000 km til en km-udgift på 2,65 kr. pr. km. Det er et beløb, der er på niveau med gennemsnittet af elbilerne i denne klasse.

Mazda MX-30 kabine
Kabinen er flot og rar at være i, og der er anvendt lækre materialer overalt. Gearvælgeren er dog i en afdeling for sig, og den bliver man ikke let dus med.

Hvordan kører Mazda MX-30?

Køreindtrykket er ellers positivt, og Mazda MX-30 virker ganske letkørt. Affjedringen er til den komfortable side, og fordi man sidder højt, har man et godt overblik over trafikken. En skærm i midten af instrumentbordet giver gode informationer undervejs, men den skal styres via en drejeknap mellem forsæderne, når man kører, mens man godt kan trykke på skærmen, når man holder stille. Det er naturligvis en bevidst sikkerhedsmæssig prioritering, men alligevel irriterende, da man jo godt kan få hjælp af en passager til at indtaste en adresse eller lignende.

Det største minus omkring førerpladsen finder vi dog ved den meget anderledes udformede gearstang, der gang på gang bipper for at få ekstra opmærksomhed ved både start og slut. Det skyldes, at man både skal skubbe den frem og til venstre, når man parkerer bilen. Gør man ikke det, kan bilen ikke startes næste gang, og det tager virkelig lang tid, før den proces er grundigt indarbejdet i rutinen. Det er set meget bedre i mange andre elbiler, og er helt  klart en ommer!

Noter fra testblokken

+ Kabinens lækre materialer, hvor f.eks. brugen af kork ved midterkonsollen giver en unik og eksklusiv fornemmelse af bilen.
+ Instrumentbordet er godt indrettet med tydelige instrumenter. I det hele taget er førerpladsen rar. 

– Bagdørene er hængslet i bagsiden, og åbner op modsat fordørene. Det skulle give bedre adgang til bagsædet, men dels skal man åbne fordøren, før bagdøren kan åbnes, dels er bagdøren meget lille.
– I bagagerummet er der ikke plads til ladekabler under gulvet.
– Ingen mulighed for at montere et anhængertræk på bilen.

Hvor lang rækkevidde har Mazda MX-30?

Under vores test af rækkevidden på motorvej med 110 km/t. nåede vi 165 km på et fuldt opladet batteri, og det placerer MX-30 som en af de elbiler, der har kortest rækkevidde. Det skyldes først og fremmest, at batteriet med sine 36 kWh hører til blandt de mindste på markedet. Det er ærgerligt, at Mazda ikke har valgt at lave en udgave med et større batteri, for det kunne have fjernet et stort minus ved bilen.

Heller ikke når bilen skal oplades, imponerer den. Hjemme ved en ladeboks kan den kun trække strøm fra en enkelt fase, og det giver en ladetid på omkring 10 timer, og det er ikke særlig hurtigt. Det skyldes, at man her kun lade med 3,7 kW, som er det maksimale man kan få ud af en installation med en maksimal strømstyrke på 16 Ampere.

Når bilen skal lades op langs motorvejen, kan den ifølge fabrikken hurtiglades med op til 50 kW via et Type 2 Combo-stik, som er den mest udbredte ladestander. Vi målte, hvor meget strøm vi kunne lade batteriet op med på 30 minutter, og her var resultatet blot 18 kWh, hvilket modsvarer beskedne 95 km kørsel på motorvej med 110 km/t.

Det svarer til en gennemsnitlig ladehastighed på 36 kW, og er altså ikke helt på niveau med det, fabrikken stiller i udsigt. Men også for Mazda MX-30 gælder det, at den anførte ladehastighed er den maksimalt opnåelige. Skal man køre langt, skal man altså lade bilen i en halv time, for hver gang man har kørt tre kvarter. Det bliver man nok hurtigt træt af!

Selve ladestikket er placeret ved højre baghjul. Her skal man fjerne plastpropperne for stikket, før man kan lade bilen op. En kontrollampe viser, om bilen lader, som den skal.

Overvejer du elbil? Læs FDMs tema om hverdagen med elbil

Læs elbil-tema