Nissan Qashqai forfra
Biltest

Nissan Qashqai – Danmarks mest populære SUV

Nye motorer og nyt automatgear giver nyt liv til Nissan Qashqai. Giver det dig lyst til at købe, så lyt til rådet fra Motors testhold: Vent!
Nissan Qashqai bagfra

Motors vurdering

Nissan Qashqai

13,9 km/l
Benzin
365.190 kr.
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.3 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    162 g/km
  • Effekt
    160 hk
  • Moment
    270 Nm
  • Topfart
    198 km/t.
  • Acc. (0-100)
    9,9 sek.
  • Køreklar vægt
    1.461 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    430 liter
  • Akselafstand
    265 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Maks. 100.000 km
  • Mål
    L:439 cm B:181 cm H:159 cm

Motors tal

  • Målt forbrug 17 km/l
  • Beregnet økonomi 4,40 kr./km

Sikkerhed

2014
Luk

Bilmærkerne samarbejder på kryds og tværs, og et sjovt resultat af dette samarbejde ses nu i Nissan Qashqai, der har fået en ny 1.3-liters benzinmotor magen til den, der sidder i bl.a. Mercedes-Benz A200. Den nye motor erstatter den gamle 1.2er, og byder både på flere kræfter og bedre benzinøkonomi.

Og som noget helt nyt er det gamle trinløse CVT-gear nu erstattet af en moderne syvtrins dobbeltkoblingsgearkasse, og det er den kombination af motor og gearkasse, vi netop har testet. Konklusionen er klar: Det er en mægtig løsning, som samlet set løfter køreoplevelsen betydeligt. Bevares, der er enkelte skønhedsfejl, bl.a. kan bilen let føles for ivrig, når man sætter i gang, hvilket gør, at man ofte oplever et kraftigt ryk, hvis man ikke er let på speederfoden. Men samlet set er resultatet godt.

Læs også: Motors nyere test af Nissan Qashqai

Hvis ønsket er at få bilen til at gå længere på literen, må det mål også siges at være opfyldt. Vi kørte under vores test af bilen hele 17 km pr. liter benzin, og det er både flot og en del bedre end de blot 13,9 km pr. liter, som fabrikken stiller i udsigt.

På lande- og motorvej imponerer motor og gearkassen med fine gearskift og lav motorstøj. Qashqai er i denne udgave dermed en bil, hvor motoren bidrager til, at man bare elsker at køre på langtur i bilen.

Nissan Qashqai kabine
Førerpladsen er flot, og der er gode fralægningspladser i midterkonsollen. Skærmen til navigationsanlægget er uændret, men teknikken bagved er ændret, og det er der kommet mange gode funktioner ud af.

Vent på den adaptive fartpilot

Vi har testet Qashqai i topudgaven TEKNA+, som ifølge den danske importør er den, hvor der er størst forventning til salget. Den er virkelig flot udstyret, og med en moderat merpris er den da også værd at se nærmere på.

Af særligt udstyr kan nævnes LED-forlygter, forsæder med læder på siddefladerne, store 19-tommer hjul og masser af komfortudstyr. Men efter vores mening mangler det mest interessante: En adaptiv fartpilot, der selv kan holde afstand til forankørende biler. Den er på vej, meddeler Nissan, men vi skal et stykke ind i foråret, før den dukker op.

Endnu kan Nissan ikke sige noget om, hvad prisen bliver, og hvilke modeller der får det som standard. Så vores bedste råd er, at man skal vente med at købe Qashqai, til den del er på plads. En adaptiv fartpilot er i dag en vigtig del af bilens udstyr, og netop med automatgear får man stor gavn af funktionen, da den virker helt ned til stilstand.

Nissan Qashqai bagagerum
Bagagerummet er ikke stort, men bunden er todelt, og man kan rejse en del af den øverste bund til lodret, så der kommer godt styr på bagagen.

Bagsædepladsen skuffer

Nissan Qashqai er Danmarks mest solgte SUV, og det er der mange gode grunde til. En af dem er attraktive priser på privatleasing, og en betydelig del af salget er netop sket på leasingmarkedet.

Men på et enkelt område er der ikke helt overensstemmelse mellem bilens popularitet og dens egenskaber: Bagsædepladsen skuffer en smule, og vi savner friskluftkanaler til bagsædets passagerer.

Bliv medlem og få Motor

Bagagepladsen er heller ikke imponerende, bilens størrelse taget i betragtning, men med sine 430 liter er den dog ikke direkte skuffende.

Samlet set er Qashqai fortsat svær at komme uden om. For trods en del nye konkurrenter er bilens pris og udstyr stadig i den attraktive ende af skalaen, og med de nye motorer er den del i hvert fald helt opdateret. Men vent på den adaptive fartpilot.

Nissan Qashqai forsæder
Komfortsæder med læder er en del af standardudstyret i TEKNA+. Det er en af grundene til, at dette udstyrsniveau er værd at gå efter.