Peugeot 3008 - Kan køres med én fod
Motors vurdering
Peugeot 3008
- Lækker kabine
- Komfortabel
- Assistentsystemer
- Lille rat
- Ikke tre års garanti
Fabriksdata
-
Motor1.6 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning31 g/km
-
Effekt225 hk
-
Moment300 Nm
-
Topfart225 km/t.
-
Acc. (0-100)8,7 sek.
-
Køreklar vægt1.888 kg
-
Maks. påhængsvægt1.250 kg
-
Bagagerum395 liter
-
Akselafstand268 cm
-
Officiel rækkevidde62 km
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:445 cm B:184 cm H:162 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 3,80 kr./km
- Målt rækkevidde 39 km
Peugeot 3008 har for nylig fået et lille facelift, hvor særligt fronten har fået den nye kølergrill, der kendes fra flere andre modeller i løve-familien.
I denne plugin-hybrid anvender 3008 en 1.6-liters benzinmotor, der er koblet sammen med en elmotor. Begge dele trækker på forhjulene gennem en ottetrins gearkasse.
Man kan også få 3008 med firehjulstræk, og så er yderligere en elmotor placeret ved baghjulene, som således kan hjælpe med. Den koster 90.000 kr. mere end denne udgave.
Køreindtrykket er positivt, og man nyder en god komfort, der er båret frem af et lavt støjniveau og en ret lækker kabine.
Peugeot 3008 kan køres med kun én fod
Man kan indstille bilen i tre køreprogrammer: Sport, Hybrid og Elektrisk. I sidstnævnte køreprogram kan man skifte mellem D og B ved gearvælgeren, og i B bremser elmotoren ret kraftigt op, og man kan næsten køre bilen udelukkende ved at justere trykket på speederen.
Læs også: Motors tidligere test (fra 2020) af Peugeot 3008 PHEV
I lighed med de fleste andre Peugeot-modeller er også 3008 forsynet med et lille rat, hvor man ser instrumenterne hen over rattet. Det fungerer fint, men rattets lille diameter kan gøre kørslen følsom over for selv små ratbevægelser.
Det kræver derfor lidt ro på hånden at få den til at køre pænt ligeud. Men det lærer man trods alt hurtigt.
Man kan hente en App til sin smartphone, så man kan kommunikere med bilen. Det er ikke verdens smarteste App, men man kan bl.a. se hvor bilen holder parkeret, hvor meget strøm, der er på bilen og så kan man bede bilen forvarme via det indbyggede elektriske varmeapparat.
Hvad er rækkevidden på el i Peugeot 3008?
Under testen kørte vi 39 km på el alene, hvilket er noget lavere end de opgivne 62 km. På tomt batteri målte vi benzinøkonomien til hele 14 km pr. liter, hvilket ikke ligefrem imponerer.
Men det er det tal, man skal regne med, og ikke det mere teoretiske fabrikstal, der stiller 71 km pr. liter i udsigt.
Batteriet er på godt 13 kWh, og det kan lades op på ca. fire timer, idet den indbyggede lader leverer 3,7 kW med strøm fra en enkelt fase.
Bilen må trække en trailer 1.250 kg, hvis den har bremser, og højst 750 kg, hvis traileren ikke har bremser.
Overvejer du en plugin-hybrid? FDM har lavet et tema om hverdagen med plugin-hybrid