Subaru XV – en bil for de få
Motors vurdering
Subaru XV
- Effektive assistentsystemer
- Permanent firehjulstræk
- Højt udstyrsniveau
- Pris
- Brændstoføkonomi
- Forventet værditab
Fabriksdata
-
Motor2.0 liter – 4 cyl.
-
CO2 udledning180 g/km
-
Effekt150 hk
-
Moment194 Nm
-
Topfart193 km/t.
-
Acc. (0-100)10,7 sek.
-
Køreklar vægt1.651 kg
-
Maks. påhængsvægt1.270 kg
-
Bagagerum385 liter
-
Akselafstand267 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)3 / 3 / 12
-
MålL:447 cm B:180 cm H:160 cm
Motors tal
- Beregnet økonomi 5,10 kr./km
Subaru er et af de få mærker, der stadig går sine egne veje, og det fortjener de ros for. På mange måder er Subaru det 21. århundredes Saab med en meget loyal og dedikeret kundekreds, men det nytter desværre ikke at være anderledes, hvis man ikke samtidig følger med tiden og prissætter sit produkt, så nye kundesegmenter også får smag for mærket.
Det var ellers tæt på at lykkes. Kort før afgiftsomlægningen blev en realitet ved årsskiftet, meldte den danske Subaru-importør ud, at salget i Danmark var utilfredsstillende, og at man derfor reducerede priserne på alle modeller. For mærkets mellemstore crossover XV betød det en prisreduktion på 40.000 kr.
Men det var en stakket frist, for med et ret højt benzinforbrug i alle modeller blev Subaru et af de mærker, der blev straffet i omlægningen. Resultatet er, at den reelle prisreduktion kun blev 20.000 kr., og med en prislap på 460.000 kr. virker Subaru XV derfor stadig alt for dyr.
Kører Subaru XV langt på literen?
Alle XV-varianter leveres nu med den nyudviklede e-Boxer drivlinje, som er en mild-hybrid, hvor en lille elmotor integreret i gearkassen hjælper med fremdriften. Det skulle hjælpe på brændstoføkonomien, men de officielle WLTP-tal på 12,7 km/l ved blandet kørsel er mildt sagt ikke imponerende.
Elmotoren træder primært til ved opstart og hjælper ved acceleration, og det er faktisk muligt at køre med en fast lav fart på el alene, for eksempel ved køkørsel eller manøvrering. Træder man lidt hårdere på speederen, starter benzinmotoren omgående, og oplevelsen af at køre hybridbil forsvinder.
Hvordan er udstyrsniveauet i Subaru XV?
Subaru XV kører grundlæggende godt, på én gang både dynamisk og komfortabelt, men køreoplevelsen skæmmes af den trinløse gearkasse, som gør motoren alt for støjende og anmassende ved acceleration.
Når bilen er oppe i fart, føles motor og gearkasse imidlertid som et harmonisk par. Bilen har – som alle Subaru’er – permanent firehjulstræk, og det er en feature, der har gjort mærket populært i vores nordiske broderlande. Men man skal nok have et særligt kørselsmønster for helt at kunne udnytte det i Danmark.
Læs også: Motors gruppetest af 10 populære SUV'er
Man kan i det hele taget ikke klage over udstyret i Subaru XV. Selv fra det laveste udstyrsniveau, Active, er næsten alt sikkerhedsudstyr standard, herunder Subarus effektive Eye-Sight, hvor et stereokamera bag forruden aflæser trafikken ved hastigheder op til 180 km/t. og giver input til bilens assistentsystemer.
I den testede topmodel, Summit, er merprisen 70.000 kr. i forhold til Active, og for det får man sikkerhedsudstyr som blindvinkel-overvågning og fjernlysassistent samt komfortudstyr som nøglefri betjening, navigation, lædersæder og glassoltag.
Hvad koster det at køre Subaru XV?
Subaru scorer generelt højt i tilfredshedsmålinger og kvalitetsindeks, men det afspejler sig desværre ikke i gensalgsværdien i Danmark, hvor man må regne med en noget højere afskrivning end gennemsnittet.
Det smitter af på driftsøkonomien, hvor en beregnet kilometerpris på den forkerte side af de fem kroner er en smule skræmmende.
Det høje kvalitetsniveau, som de gode tilbagemeldinger fra ejerne er udtryk for, afspejler sig desværre ikke i materialekvaliteten, hvor der stadig er rigelige mængder hård plast i kabinen, og på mange måder føles Subaru XV som en gammel bil. I bund og grund er der da også tale om en konstruktion fra 2012, og det mærkes særligt i kabinen, hvor førerpladsen og instrumenteringen ikke rigtig er fulgt med tiden.