Tesla Model X fra siden
Biltest

Tesla Model X - højt at flyve ...

Tesla Model X er en sjov og imponerende elbil. Men alternative løsninger er ikke altid af det gode ...
Tasla Model X siden

Motors vurdering

Tesla Model X 

El
1.387.360 kr.
  • Motor
  • Udstyr
  • Indretning
  • Døre
  • Vægt
  • Pris
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Effekt
    492 hk
  • Moment
    660 Nm
  • Topfart
    249 km/t.
  • Acc. (0-100)
    4,4 sek.
  • Køreklar vægt
    2.391 kg
  • Officiel rækkevidde
    557 km
  • Garanti (bil/lak/rust)
    4 / 4 / 4
    Garanti på bil gælder op til 80.000 km
  • Mål
    L:504 cm B:207 cm H:193 cm

Motors tal

  • Beregnet økonomi 12,80 kr./km
  • Målt rækkevidde 300 km
Luk

Model X er den nyeste elbil fra Tesla. Den er bygget til at kunne rumme op til syv personer, imponere med sine „mågevinger”, overraske med sin imponerende motorkraft og skabe respekt ved sin miljøvenlige teknologi. Og efter at have kørt bilen i en uges tid kan vi sætte flueben ud for alle de punkter. Model X er i sandhed en mageløs bil.

Det er sjovt at se, hvad en ganske ny bilproducent kan, når økonomien ikke er en begrænsning.

Dens teknik baserer sig på et enormt litiumbatteri og en elmotor ved både for- og baghjul, der gør bilen firehjulstrukket. Kræfterne er enorme, og når man træder speederen i bund, omsættes batteriets elektriske arbejde til en enorm acceleration, der kan tage pusten fra de fleste.

Tesla Model X kabine
Instrumentbordet er meget lig det, vi kender fra Model S, og særligt den store skærm i midten er blevet et kendetegn for Tesla. Vi savner fortsat danske menuer på skærmen.

Den accelererer til 100 km/t. på 4,4 sekunder, og det er højst usædvanligt. Ikke mindst når man ved, at den køreklare vægt for bilen er over 2,5 ton, og at den samlede vægt med passagerer og bagage let overstiger tre ton.

Læs også: Motors test af opladningshybriden VW Golf GTE

Man mærker da også, at Model X er en tung bil, når den skal gennem snævre kurver og ved pludselige kursændringer. Så er der mange andre biler, der er sjovere at køre. Men alt i alt må vi sige, at bilen kører overraskende godt. Med fuldt opladede batterier kan man i praksis køre mindst 300 km, og lader man sig ikke lokke med speederen, kan det tal givetvis blive en del højere.

Tesla Model X sæder
Tesla Model X er en meget stor elbil, der kan rumme fem, seks eller syv personer alt efter konfiguration. Den bageste række er forbeholdt de mindre passagerer.

Regn i kabinen

Model X fås med enten 5, 6 eller 7 sæder. I vores testbil var der plads til seks personer (+27.400 kr.) fordelt på tre rækker med hver to separate stole. Der er glimrende plads ved de to første rækker, mens den bagerste er til de mindste passagerer.

Der er udmærkede adgangsforhold, hvis de elektriske døre kan få lov at åbne helt, men holder man på et snævert sted, standser sensorer åbningen, og så kan det være en gymnastisk øvelse at komme ind eller ud. Og åbnes de i regnvejr, kan det tilmed blive en våd oplevelse, da vandet fra døre og tag let finder vej ind i kabinen.

Den næsten selvkørende funktion er ekstraudstyr til 45.700 kr., og den fungerer overraskende godt, men husk, at man altid skal have hænderne på rattet. En udbygning, der forbereder bilen til at blive endnu mere selvkørende, fås til 27.400 kr., men præcis hvad den indeholder, og hvornår den kommer til at virke i praksis, er endnu uklart.

Tesla Model X mågevinger
Dørene er elektrisk manøvreret og vipper helt op, hvis der er plads omkring bilen.

Tesla Model X er en imponerende bil. Den er også en dyr bil – vores kostede over 1,4 mio. kr. med det hele. Men det er inkl. registreringsafgiften, der i år er på en lille halv mio. kr. Næste år stiger den afgift med yderligere en kvart mio. kr., så p.t. er fremtidsudsigten for Model X i Danmark ikke lys. Men det er sjovt at se, hvad en ganske ny bilproducent kan, når økonomien ikke er en begrænsning.

Få overblik over elbiler på markedet på biler.dk