Tesla Roadster - sportsvogn med strøm i blodet

Det er et elektrochok, der løber gennem kroppens nervebaner og forgrener sig oppe i hjernecellerne. Accelerationen i sportsvognen Tesla Roadster er så voldsom, at man nærmest bliver lammet for en stund.

Der findes hurtigere biler, men ingen leverer kræfterne på samme måde. Det er som at tænde for lyset i dagligstuen, eller rettere det er som de moderne lyskontakter, hvor du enten kan skrue stille og roligt op for lyset eller få det hele på én gang.

Nu er en kraftig acceleration ikke nok til, at vi her på Motor vil bruge meget plads på en bil. Men Tesla Roadster er samtidig den første elbil, der har en rækkevidde, som næsten svarer til en almindelig bil. Dermed har vi for første gang haft mulighed for at komme på langtur og teste en elbil, på samme måde som vi tester de almindelige biler.

Altså næsten, for der er lige det med opladningen. Hvor en brændstofbil kan tankes på under fem minutter, så tog det os 14 timer at lade Teslaen op til blot 75 procent. Derfor kunne vi over de to dage blot komme op på 460 km kørsel.

Stille start

Vi startede nord for København hos bilens ejer, og efter at have fået instruktion i de forskellige stik, hvordan man sætter bilen til at lade, og i betjeningen af bilen gik turen af sted.

Umiddelbart er det nemt at køre elbil: du drejer nøglen, og den er klar til at køre. Der er ikke en lyd, for den i øvrigt støjsvage elmotor starter først, når du begynder at køre.

Men selvom omgivelserne ikke kan høre elbilen komme, så er der lyd i kabinen. En elmotor udstøder en svag hvinen, der bliver mere højfrekvent, i takt med at omdrejningstallet stiger. Onde tunger vil påstå, at den lyder som en støvsuger, der har fået fat i en delegation playmobilmænd, men sådan opleves det ikke. Måske fordi man samtidig får et kraftigt skub på rygsøjlen, bliver tankerne rettet over mod lyden af en massiv turbine. Det lyder fedt nok, om end oktannarkomaner sikkert vil få abstinenser. 

Tesla har ingen servostyring, og med en vægt på over 1.200 kg skal der lægges kræfter i styretøjet ved parkeringsmanøvrer og langsom kørsel. Men ligesom i gamle dage vænner man sig til først at dreje på rattet, når bilen ruller.

Tag den korte vej

Vi triller stille gennem byen og ud til motorvejen, og det er her, vi får det første accelerationschok. Man kommer op i motorvejshastighed som skudt ud af en elkanon.

Når farten er oppe på dansk motorvejshastighed, hører man slet ikke motoren. Dels fordi den er utrolig tyst, dels fordi Teslaen er en åben bil, og når solen skinner, kører man naturligvis uden tag, og det giver en del bulder i kabinen.

Turen går over Roskilde mod Sjællands Odde. Normalt kører vi over Storebæltsbroen for at køre bilen så mange kilometer som muligt, men i elbilen bliver vi nødt til at spare på kilometerne. Selvom rækkevidden er 250 km, er det ikke nok til at komme helt over til Jyllandsringen, og da en komplet opladning varer omkring 20 timer i en normal stikkontakt, så vælger vi at tage færgen fra Odden.

Den lange opladningstid gør, at man konstant holder øje med elforbruget på bilens instrumenter. Vi undlod til og med at bruge radio, klimaanlægget og sædevarmen. En ting, som godt måtte tappe strøm fra batteriet, var navigationsanlægget, for da vi i et ukendt område forsøgte os uden hjælp fra navigatoren, endte vi med at køre en ordentlig omvej, hvilket kostede en del på vores rækkevidde.

Heldigvis er Tesla bygget til at blive brugt i USA. Det betyder, at undervognen er afstemt for at give en god komfort, og at bilen har en god frihøjde. Så man kan køre fra København til Silkeborg, uden at alle plomberne i gebisset er rystet løs, og man kan uden sved på panden køre Tesla over et fartbump på villavejene.

Rundt på ringen

Velankommen til FDM Jyllandsringen slipper vi Tesla løs på den lukkede bane. Her nyder vi adskillige elchok uden frygt for klip i kørekortet. Accelerationen er overvældende, men når man kommer hen til svingene, sker der to ting: Dels skal der et kraftigt spark til at få bremset dyret ned igen, dels skal der virkelig lægges kræfter i rattet, når man drejer ind i svinget. Tesla er baseret på konceptet fra Lotus Elise, men er stort set de 450 kg tungere, som batterierne vejer. Så selvom man har samme delikate føling med underlaget som i Lotusen, skal der virkelig bruges muskler for at dreje på rattet.

I svingene lægger Tesla ud med let understyring, når man presser den, hvilket er godt ud fra et sikkerhedsmæssigt aspekt. Men man er ikke i tvivl om, at der er en tung klods midt i bilen, for hen over bump og ujævnheder kan man mærke, at bilens bagende bevæger sig.

Det er en skønhedsplet, som de færreste vil bemærke, og som givet ville kræve, at undervognen blev mere fast, for at vægten ikke sejler rundt på kuperede veje. Men det vil ødelægge komforten på landevej og motorvej.

13 km/t – og så hjemad

Efter de heftige omgange på Jyllandsringen er batteripakken blevet godt varm, og effekten fra elmotoren begrænses. Normalt er det bremserne, som ikke kan klare banekørsel, her er det batterierne, som sætter en stopper for festen.

Og ikke nok med at den er blevet varm, der er heller ikke meget strøm tilbage. Så efter en kort tur til en gang aftensmad sætter vi bilen til en sjatladning for at få lidt ekstra rækkevidde. De tre timer giver 36 km på bilen, hvilket svarer til en opladningshastighed på 13 km/t, og så længe ladningen fra stikkontakten ikke er hurtigere, er det bare med at „stjæle” strøm, hvor end man kommer frem, når man er på langtur.

Tilbage på Jyllandsringen bliver bilen sat til at lade for natten. Efter tolv timer er undertegnede mere end udhvilet, men batteriet er kun ladet op til en teoretisk rækkevidde på 234 km. Vi venter yderligere tre timer for at være sikker på at kunne komme helt hjem. Med 275 teoretiske kilometer lægger vi fra land og kører mod Ebeltoft – og færgen.

På landevejen er det en fryd at køre Tesla. Med 80 km/t er der ikke meget bulder i kabinen, og når der kommer en traktor, blitzer man forbi den på ingen tid. Solen skinner, og elbilen vinder ind på en. Jeg tager mig i bare at køre, slet ikke observere. Elbilen er ved at krybe ind under huden. Hvad der før var fremmed, er nu velkendt, og turen med Tesla har åbnet øjnene for de udfordringer, vi bilister står over for, når den nye teknik kommer på markedet.

Fordi bilen ikke nåede at lade helt op, må vi opgive turen ned om Roskilde på vej til FDMs hovedkvarter i Lyngby og i stedet tage færgen Rørvig-Hundested. Selvom bilen har stået i økonomiindstilling, bliver vi nødt til at vælge den korteste rute på vej hjem og ender i Lyngby med under 20 km tilbage i batteritanken.

Turen slutter med en optankning i kælderen, hvor bilen kan stå uforstyrret Næste morgen opdager jeg, at opladningen er stoppet midt om natten, så der kun er ladet op til 155 km rækkevidde. Godt det ikke skete i løbet af natten på Jyllandsringen, for så havde jeg haft brug for endnu en overnatning for at komme hjem.

Nye kørevaner på vej

De 155 km bliver hurtigt brugt til lidt fotografering og fremvisning af bilen. Men ikke alle kan få en tur med, for selvom vi løbende sjatlader, kan vi slet ikke følge med forbruget. Og således slutter testen af Tesla endnu en gang i stikkontakten, så ejeren kan køre hjem, når han henter den. 

Fra første meter har oplevelsen af at køre elbil vist, at det ikke kun er energiformen, som er anderledes. Der er flere ting, som vi bilister skal vænne os til og vænne os af med, når elbilerne kommer i stor stil.

Med hensyn til miljøet er CO2-tallet under 100 gram, på trods af at den strøm, den kører på, primært er baseret på kul. En tilsvarende Lotus Elise udleder godt det dobbelte, så Teslaen kan med god samvittighed bryste sig af at være en politisk korrekt sportsvogn.

Selvom det nok varer en rum tid, før fremtidens bilentusiaster vil tale om at få strøm i stedet for benzin i blodet, er der ingen tvivl om, at Tesla Roadster kommer til at stå som en af nutidens bilklassikere og en af de mest fascinerende biler.